Gå til hoved-indhold
Tur
120 kilometer venter på åbent hav. Ruten går fra Grenaa, forbi den store vindmøllepark vest for Anholt og videre til den lille målby, Bua, 20 kilometer nord for Vaberg.Foto: Jakob Gjerluff Ager

Turbulent start på Casper Steinfaths jomfrutogt over Kattegat på standup-hydrofoilboard

Søndag morgen satte den 27-årige paddlesurfer fra Klitmøller, Casper Steinfath, gang i sit forsøg på – som den første nogensinde – at krydse Kattegat på et såkaldt hydrofoilbræt. Turen går fra Grenå til Varberg. Se videointerview. 120 km venter nu.

Af Troels Lykke |

Klokken 08.50 gik Casper Steinfath ned af rampen i Grenaa Havn og tog de første energiske padletag foran en lille flok fans fra den lokale Stand Up Paddle-klub.

Da han kort efter kom fri af havnemolen og ud på det åbne vand, fik han pumpet power i brættet, så den t-formede hydrofoilvinge løftede ham over vandet og skød ham afsted mod Sverige.

- Jeg glæder mig til at komme afsted. Det er slut med at vente, slut med se på vejrudsigter. Nu gælder det kampen mod Kattegat, sagde Casper Steinfath inden starten.

Og den begyndte hårdt, for forholdene var i starten turbulente med ujævne bølger og en vind, der trak ham mod Jyllands østkyst.

Hårdere end forventet

Forude venter 120 kilometer på åbent hav. Ruten går fra Grenaa, forbi den store vindmøllepark vest for Anholt og videre til den lille målby, Bua, 20 kilometer nord for Vaberg. Hvis altså vind, strøm og bølger gør, som prognoserne siger.

- Det var meget hårdere at komme ud af Grenaa, end jeg havde forventet. Min puls er superhøj, og jeg har skullet arbejde rigtig hårdt. Men jeg kan allerede nu mærke, at det går lidt bedre, fortæller han via VHF-radioen en time efter afgangen.

Starten blev udsat på grund af et regnvejr og en sydøstlig vind. Men da det klarede op, skiftede vinden til sydvest og gav fornuftige betingelser for, at den seks-dobbelte verdensmester i Stand Up Paddling kan nå den svenske vestkyst i løbet af eftermiddagen.

Følgebåd med

Med sig har han en større følgebåd med navigatører, livreddere og mediefolk, som vil dokumentere turen over. Hvis det lykkedes, er han en af meget få i verden, der har sejlet over 100 kilometer på et hydrofoilbræt.

Togtet har fået kælenavnet Viking Crossing 3.0, da det er tredje gang, han forsøger at krydse et hav.

I 2017 forsøgte Steinfath at krydse Skagerrak første gang, men måtte give op bare 12 kilometer fra mål. Året efter havde han lært af sine fejl og padlede de 147 kilometer på godt 18 timer, og nu tager han kampen op med Kattegat.

- Jeg har det som den engelske bjergbestiger Georg Mallory, der blev spurgt, hvorfor han besteg bjergene. Fordi de er der, svarede han. For mig er det helt naturligt at udforske havene omkring os, og hvad vi kan med dem, siger Casper Steinfath.

Sådan følger du Casper Steinfath over Kattegat
Live GPS-tracker

Instagram: www.instagram.com/cj_steinfath/

Facebook: www.facebook.com/Caspersteinfath

Web: www.redbull.com/dk-da/

content-loader
content-loader
content-loader