Gå til hoved-indhold
Tur
Sejlbåden Nautilus har indtil videre bragt Emil og Frederik halvvejs jorden rundt. Foto: Nautilus

Emil og Frederik kastede sig over langtursdrømmen - nu deler de deres oplevelser i en ny podcastserie

En ny podcast serie sætter strøm til udlængslen og fortæller om livet for et ungt hold af sejlere, der udforsker verden på og under havet. Vi hopper på ombord på Nautilus, da den ligger på Tahiti i Fransk Polynesien et stykke inde i pandemi-året.

Af Anette Molbech |

I ni episoder á 10-15 minutters varighed giver Oceaner af Eventyr ordet til Emil og Frederik, der fra hjertet fortæller om deres oplevelser til søs på en jordomsejling, der endte med et langt stop i ’Paradis’. Lytterne tages med på kokoskrabbejagt, dykker med hajer ved Wall of Sharks og bliver introduceret til det svære farvel, når gasterne rejser hjem.

Podcasten er samtidig det første skridt i et nyt projekt, som har til formål at styrke unges lyst og mod til at tage eventyret og livsdannelsen tilbage og som blandt andet byder på foredrag med Emil og Frederik for skoler, ungdomsuddannelser og sejlklubber. Serien er produceret med støtte fra Pantaenius Forsikring.

Man kan, hvad man vil - hvis man tør

For Emil og Frederik er drømmesejladsen nemlig ikke opstået ud af den blå luft. Allerede som børn drømte de om de store have. Som 18-årige købte de Nautilus, en 55 fod Ron Holland af en tysk jordomsejler. Han så på de to unge mænd og sagde: 

’I er unge og uforpligtede – det er det perfekte tidspunkt at sejle jorden rundt..’ 

Som sagt så gjort.

En kølig oktoberdag i 2018 efter megen knofedt, hundredevis af læretimer i danske farvande og for deres opsparing drog Emil og Frederik afsted i Nautilus - for sejl og med blikket rettet stift mod de store oceaner og alt der i mellem. Hermed beviste de søulkenes ord om: ’at man kan, hvad man vil’. Hvis man tør. Og arbejder for det.

Med flere sømil i benene end mange af de gamle, kloge mænd på kajen nogensinde får sejlet, kan Emil og Frederik, der i dag er 23 år, utvivlsomt kalde sig langturssejlere – men endnu ikke jordomsejlere.  

Parkeret af pandemien

Sejladsen videre ud i verden blev brat stoppet, da coronaen satte friheden til at bevæge sig derhen, hvor vinden blæser på pause. Som mange andre sejlere blev de tvunget til at blive, hvor de var. 

Det blev til en lang opankring med en halveret besætning på en øde ø midt i Stillehavet og siden en permanet parkering i Fransk Polynesien. Ud af de fem besætningsmedlemmer blev ku to ombord og så det sidste fly lette, mens verden gik i pandemi-mode. Uden internet blev kommunikationen minimeret til korte mailbeskeder via sat-telefonen.

Én gik klart igennem: Nemlig udsigten til at sejle videre til Tahiti for dér at ligge i havn 24/7 og med forbud mod at bade og dykke, med krav om mundbind og et udgangsforbud hængende i en udefinerbar periode over hovederne gjorde valget let - de valgte Tuao, en øde ø i Tuamutos-øgruppen.

Uvisheden om, hvad vej verden ville vende – og hvornår - blev plejet i et lille, men velfungerende fællesskab på fire ombord. Faste ritualer blev indført for at få dagene til at gå. Der blev fridykket, fanget fisk, revet kokosnødder, lavet smykker af muslinger og svømmet rundt om båden - alting i et meget langsomt tempo. For der var jo masser af tid.

Time-out i Danmark

Efter ’pitstoppet’ på atollen lettede de anker og fortsatte til Tahiti, hvor båden fik en overhaling og rundturen frem og tilbage blandt de fem ø-grupper i Fransk Polynesien kunne fortsætte knapt et år mere. Men aldrig videre end dét. 

Og sådan ændrede drømmen om en jordomsejling sig til en ’parkering’ i Paradis. Nautilus har haft omkring 70 unge med på turen – mange helt uden sejlerfaring, men med lysten til at lære det og opleve de fantastiske steder og dykning, som øerne i Polynesien byder på. Frederik og Emil har erfaret, at alt, der kan gå i stykker, vil gå i stykker. At de kan reparere det meste og at reservedele og tålmodighed går hånd i hånd med sejlglæden. 

Det er blevet lidt af en udfordring at få gaster ud og hjem i en tid, hvor pandemien stadig besværliggør udveksling og ikke mindst videre sejlads mellem kontinenter og øer. Emil og Frederik er nu i Danmark, mens de tager en time-out fra sejladsen og lægger planer for fremtiden. Nautilus er i gode hænder hos venner på Tahiti, som passer på båden, indtil de kommer tilbage.

Podcast og foredrag
Lyt med på podcasten via Spotify og Google Podcast.

Det er desuden muligt at høre mere gennem Emil og Frederiks foredrag. Kontakt dem via Instagram eller book et foredrag hos Anette Molbech på anette@arcticaction.dk.

content-loader
content-loader
content-loader