Torqeedo tillader nu antifouling på deres drev
Tyske Torqeedo, producent af el-motorer, har indtil i år fastholdt, at der ikke måtte bruges antifouling på drevene. Det har forvoldt problemer for de fleste, men nu må du gerne, fortæller Torqeedo-forhandler Henry Thomsen fra Solbaaden.dk i Aarhus.
Indtil i år har Torqeedo fortsat påpeget, at brug af antifouling på drevene på deres elektriske pod-motorsystem var et absolut no-go.
Det har forvoldt problemer for de fleste af brugerne, som har været “lovlydige” og ikke brugt antifouling.
Antifouling i tre lag
Men nu er stemningen vendt, og sejlerne kan fremover med god samvittighed ty til antifouling-produkterne:
- Nu har Torqeedo ændret anbefalinger, så drevet kan behandles med fire til seks lag epoxyprimer og tre lag aluminiums-sikker antifouling, International Trilux 33, Hempel Alusafe eller lignende, forklarer Henry Thomsen fra Solbaaden.dk.
Om behandlingen af selve foldepropel, uddyber Thomsen:
- Denne behandling kan også laves på kompositkernen, hvis man har foldepropel. Selve propelbladene kan eventuelt behandles med SeaJet Propeller Clean.


