KDY tog 4. plads i Sailing Champions League
Finalen i Sailing Champions League 2021 var spektakulær på mange måder. Stævnet blev afholdt i Porto Cervo. Vejret var ekstremt, og der blev helt ekstraordinært sejlet inde i havnen. I et utrolig stærkt felt ender KDY i Final 4 og tager en samlet 4. plads.
Det var ottende gang, at der blev afviklet Sailing Champions League (SCL). I år var Danmark repræsenteret ved KDY og Bandholm Sejlklub.
Det var det finske hold fra Esbo Segelförening, der vandt finalen. Klubben, som også er finske mestre fra 2020, deltog for første gang i Champions League-stævnet.
Sejlede i havnen
Et stævne, der bød på udfordrende sejlforhold og en anderledes setting:
- Det har været blæsevejr, og vi har kun sejlet inde i havnen – første gang i Costa Smeralds (værtsklubben, red.) historie, hvor tilladelsen blev givet af den italienske kystvagt. Det er blevet til, at der blev sejlet tre omgange, i stedet for to, men stadig super tætte og spændende sejladser, forklarer gast på KDY-båden, Thomas Hartvig.
Endnu mere spændende blev det, da netop KDY efter søndagens sejladser sluttede på en fjerdeplads og dermed kvalificerede sig til Final 4. Her mødes de fire bedste hold til intens kapsejlads om den samlede sejr
- Det samlede vindende hold har ét point med, mens de tre andre ikke har, fortæller Sejlsportsligaen til pressen.
En enkelt prik til KDY
Finalens opbygning betyder, at det et muligt for det vindende hold at sikre sig den samlede sejr ved første sejlads.
KDY's tre tredjepladser og en enkelt prik i finalen var derfor ikke nok til at vælte hverken tyskerne, schweizerne eller den finske besætning af podiet, hvorfor danskerne slutter på stævnets fjerdeplads.
-En placering, som holdet er tilfredse med. Det var et stærkt felt, og det var uden tvivl verdens bedste klubhold, der var samlet i Porto Cervo denne weekend, understreger den danske sejlsportsliga.
Resultat
#1 Esbo Segelförening, Finland
#2 Seglervereinigung Kreuzlingen, Schweiz
#3 Flensburger Segel-Club, Tyskland
#4 Royal Danish Yacht Club, Danmark
#14 Bandholm Sejlklub, Danmark
De danske holdopstillinger
KDY stillede med: Thomas Hartig, rorsmand Henrik Jensen, Jeppe Blak-Lunddahl og Niels Gramkov
Bandholm stillede med: Bo Schülein, Peter Ammundsen, Kasper Skivern og Rasmus Harsaa
Ved SCL-finalen var 29 klubber fra 15 europæiske lande repræsenteret: Østrig, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Norge, Polen, Portugal, Rusland, Spanien, Sverige, Schweiz og for første gang Tyrkiet.