Fremtidens danske stjerner får chancen ved amputeret 49er- og Nacra-EM
En række dygtige danskere, der enten er med omkring eller på sigt kan blive en del af det danske sejlerlandshold, er til start ved EM i Grækenland. Tre danske besætninger er i top-10 efter mesterskabets førstedag.
De største og dygtigste navne i 49er- og Nacra-klassen har haft en travl sommer, der blev afsluttet ved årets suveræne højdepunkt: De olympiske lege i Japan.
Ved årets europamesterskab i Grækenland er vejen derfor banet for fremtidens stjerner og for de sejlere, der ikke formåede at sikre sig en af de eftertragtede billetter til OL.
Wolff og Zeeberg er 10'er
I kvindernes 49erFX er det derfor de dygtige søstre Johanne og Andrea Schmidt samt de unge sejlere Helena Wolff og Laura Zeeberg, der epræsenterer Danmark ved mesterskabet.
En opgave, som sejlerne i den grad har taget på sig. Således placerer Helena Wolff og Laura Zeeberg sig akkurat i stævnets top-10 efter en 30-6-7-serie på førstedagen.
Også i herrernes 49er-felt er de rød-/hvide-farver i spil. Daniel Nyborg og Sebastian Wright Olsen, der i flere år har været en del af udviklingslandsholdet, lægger inden onsdagens sejladser på sjettepladsen.
Nacra 17-besætning kæmper videre
Den bedste danske placering skal dog findes i Nacra-klassen, hvor Natascha Saouma-Pedersen og Mathias Borreskov kan glæde sig over en placering som nummer fem.
Forud for sommerens olympiske lege kæmpede flerskrogs-besætningen om OL-billetterne med Lin Cenholt og Christian Peter Lübeck, der endte med at booke pladsen på startlinjen i Tokyo.
Danskerne ved EM
49er:
6. Daniel Nyborg og Sebastian Wright Olsen
49erFX:
10. Helena Wolff og Laura Zeeberg
17. Johanne og Andrea Schmidt
Nacra 17:
5. Natascha Saouma-Pedersen og Mathias Borreskov
Tjek resultaterne fra 49er-klasserne her og fra Nacra-klassen her.
Se højdepunkter fra mesterskabets førstedag: