Gå til hoved-indhold
Tur
Øen Fur byder på ét af Limfjordens mest fascinerende landskaber, her ved Knudeklint. Foto: Destination Limfjorden

Kultur og natur kombineres i Limfjorden - her er en oplagt ferierute for sejlerparret

Oplevelserne står i kø, når kursen sættes mod Nordvestjylland. Prøv blandt andet en sjov kabelbane og besøg en landsdækkende virksomhed. Minbaad.dk foreslår en ugelang sejlplan.

Af Sara Sulkjær |

Unikke naturoplevelser, spændende museumsbesøg og interessante virksomheder har slået sig ned langs Limfjorden, der med en lang række havne er en oplagt feriedestination for landets sejlere. 

Også for parret, der har overladt børnene i venners lag på landjorden, kan Limfjorden noget særligt. I en fin cocktail blandes den smukke natur med de kulturelle oplevelser, hvilket skaber rum for ferieoplevelser for enhver smag.

Da de færreste sejlere er så heldige at have Limfjordens unikke farvande i baghaven, må flere bådejere bruge en del af feriedagene på at nå frem til fjorden mod nord. Derfor har Minbaad.dk udvalgt fire havne, der kan besøges på blot en uge.

Naturskønne Livø. Foto: Naturstyrelsen Himmerland

Livø

Den 3,2 km2 store ø er et oplagt første stop på ferieturen. Her er naturen i højsædet, når forpagterne med hjemmelavede, økologiske specialiteter byder velkomne på den bilfri ø.

På Livø er du langt fra storbyens larm, og roen er en slående oplevelse for den hverdagstravle sejler, der på øen kan læne sig tilbage i cockpittet, nyde solen og spise en is fra den lokale købmandscafé. Trods øens beskedne størrelse kan stort set alle naturtyper opleves på Livø, der har syv faste beboere.

Over sommeren indbyder øen blandt andet til Nordic Folk Festival og andre aktiviteter, som du kan læse mere om her.

----------

Fiskeri og lystsejlads kombineres i Hvalpsund. Foto: Destination Limfjorden

Sundsøre / Hvalpsund

Er I til vandring i smukke omgivelser, eller lokkes I af spændende virksomhedsbesøg, bør I efter det indledende øhop vende stævnen mod syd. 

Her kan I på den østlige side af fjorden, få timers sejlads fra Livø, opleve Hvalpsund. En mindre havneby, der med sin maritime stemning tiltrækker sejlere såvel som turister. Særligt vandreglade gæster vil nyde området, hvor I på Louns Halvøen og i Skovbakkerne kan gå på opdagelse i de forblæste krat, høje udsigtspunkter og dybe kløfter.

Overfor Hvalpsund skimtes Sundsøre, hvorfra mælk, smør og yoghurt hver dag transporteres til supermarkeder over hele landet. Bag produkterne står det økologiske Thise Mejeri, der i sommerperioden tilbyder rundvisninger i produktionshallerne. 

Mejeriet holder til tre kilometer fra lystbådehavnen, mens det lokale Brænderiet Limfjorden ligger blot et stenkast fra havneområdet. Smagsprøver, rundvisninger og en hyggelig restaurant kan opleves på brænderet, der dagligt langer whisky, rom, brandy, snaps, likør samt øl over disken.

----------

En udfordring venter i Struer. Foto: Destination Limfjorden

Struer

Efter et par dage i rolige omgivelser er det nu tid til at besøge en af områdets større byer, Struer. Med et pulserende byliv med restauranter, caféer og en lang række butikker er mulighederne i den moderne købstad mange.

Samtidig kan I dykke ned i B & O’s interessante radio- og fjernsynseventyr på det lokale Struer Museum, hvor også en række malerier og digte fortæller stationsbyens historie. For det aktive sejlerpar vil et besøg hos Cable Fun Struer, der råder over en større kabelbane med wakeboards og vandski, uden tvivl bringe smilet frem.

Placeret et godt stykke mod vest er det en længere sejltur, der her venter mellem Sundsøre/Hvalpsund og Struer, hvorfor et øhop på Venø for nogle vil være en oplagt mulighed.

----------

Solnedgang over Knudeklint på Fur. Foto: Destination Limfjorden

Fur

Afslut ferien, hvor det hele startede – på en ø. Med sin unikke natur er Fur tidligere kåret til Danmarks Skønneste Ø, og en tur med lejede cykler til det imponerende molerlandskab er derfor et must, hvis den moderne havn besøges.

Når de sidste kilometer er cyklet, og fødderne atter kan hvile ud, byder Fur Bryghus på en lækker middag baseret på lokale råvarer - og naturligvis med den lokalbryggede Fur-øl som velsmagende tilbehør.

Dette sidste ben vil for flere sejlerpar ligeledes opleves som en lang sejlads. Et stop på Jegindø kan afkorte turen, hvor du på havnens lokale restaurant Æ Skipperhus kan nyde dagens ret til blot en halvtredser, mens du efterfølgende har mulighed for at dykke ned i øens fortællinger på museet Æ Fywerhus.

content-loader
content-loader
content-loader