Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Der bliver mere end 100 nye og brugte både man kan se på i Ishøj. PR-foto

Mød Danske Tursejlere på Copenhagen Boat Show i Ishøj

Danske Tursejlere er i topform og vil på bådmessen fra fredag den 3. til søndag den 5. september servere gode nyheder til tur- og fritidssejlerne. - Vi er klar til en god sejlersnak på Copenhagen Boat Show, understreger Leif Nielsen fra Danske Tursejlere.

Af Troels Lykke |

Der er fokus på oplevelser på og ved vandet, når Danske Tursejlere byder indenfor til en god sejlersnak på Copenhagen Boat Show fra fredag den 3. til søndag den 5. september. For dét at sejle er meget mere end at transportere sig selv og familien fra A til B.   

- Sejlerne efterspørger i stigende grad inspiration til oplevelser og aktiviteter i forbindelse med deres sejlture. Det handler meget om, hvad man kan se, opleve og være med i, når båden sejles rundt i de danske havne, siger forretningsfører Leif Nielsen, Danske Tursejlere.

Mødes igen

Oplevelser i det blå er netop Danske Tursejleres kerneområder. Derfor vil der også være meget god viden og information for sejlere, der drejer inden om Danske Tursejleres stand på messen.

- Vi er på plads. Vi er oplagte. Og vi glæder os til igen at møde nye og gamle medlemmer. At deltage i en bådmesse er på mange måder som at være med til en familiefest, hvor man hilser på og får en gemytlig snak om det, der optager os for tiden. I Danske Tursejlere glæder vi os meget til igen at kunne mødes og se nye og kendte ansigter, siger forretningsfører i Danske Tursejlere, Leif Nielsen til bådpressen.

Der er kommet rigtig gang i bådfolket, der søger ud i det blå, som sjældent set før. Interessen for at sejle for sejl eller motor er stigende – også blandt de yngre sejlere – der før har søgt andre fritidsinteresser. Også denne målgruppe kan have glæde af at få en snak med Danske Tursejlere.

De gode tilbud

Sædvanen tro har Danske Tursejlere desuden medbragt gode nyheder og tilbud, som nok kan interessere alle tur- og fritidssejlere.

Det gælder på forsikringsfronten, hvor der er mulighed for at få en god snak om, hvordan båden sikres bedst muligt, men også når det kommer til oplevelser på og ved vandet, er der spændende nyheder og masser af inspiration at hente.

- Kommer man forbi vores stand, står vi parat til at give ny viden og inspiration til sejlerlivet. Det kan være om, hvordan vores attraktive turbøjer bruges bedst, men også om alle de herlige natur- og kulturoplevelser vores kyster og fjorde bugner af, påpeger Leif Nielsen.

content-loader
content-loader
content-loader