Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
En koncentreret Anne-Marie Rindom tager en sikker guldmedalje foran sine kommende OL-konkurrenter i portugisiske Vilamoura. Foto: Anne-Marie Rindom til OL / Facebook

Rindom vinder suverænt over de bedste ved vigtigt forberedelsesstævne til OL

Verdensklassesejleren sender et vigtigt signal til konkurrenterne forud for sommerens olympiske lege i Japan. 39 nettopoint havde danskeren til andenpladsen.

Af Sara Sulkjær |

"Den bedste følelse at sejle kapsejlads mod de bedste fra hele verden og komme afsted med guldet!!!"

Anne-Marie Rindoms glæde er - forståeligt nok - ikke til at tage fejl. Lørdag kunne den dygtige Laser-sejler stille sig øverst på podiet i portugisiske Vilamoura, efter stævnet igennem at have ligget på resultatlistens top.

Dominerende før OL

Dermed sender ét af Danmarks største medaljehåb et afgørende signal til konkurrenterne forud for sommerens lege i Tokyo:

- Det mentale spil er så vigtigt op til OL, så dét at man får overtaget psykisk betyder sindssygt meget i den sidste fase. Det var vores plan at vise, at vi er dominerende inden OL med alt det pres, der er på, forklarer sejleren til dr.dk.

Dominerende var netop Anne-Marie Rindom. Hele 39 point har danskeren til stævnets andenplads, svenske Josefine Olsson - og dét selvom Rindom grundet sin overlegne føring valgte at droppe stævnets sidste sejlads. 

Ny viden til ungt talent

Knap så markant var Dannebrogsflaget i herrernes Laser-serie. Her blev unge Johan Schubert bedste dansker ved stævnet, der primært talte som vigtig læring for Horsens-sejleren, der som samlet nr. 65 blev den tredjebedste U21-deltager:

- Jeg har nydt det i fulde drage og kommer hjem med masser af ny viden, nye bekendtskaber og mangen erfaringer rigere. Det blev ikke til en OL-udtagelse, men målet med stævnet, som var erfaring, træning og evaluering af vinterens forberedelser, er helt sikkert nået, forklarer sejleren til Horsens til OL og understreger:

- Jeg har masser af blod på tanden for den kommende sæson, og er spændt på hvad fremtiden bringer.

Se alle resultarerne fra optaktsstævnet her.

content-loader
content-loader
content-loader