Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
- Jeg kender min Seascape 27 ganske godt efterhånden, og er grundlæggende fuldstændig tryg: af sin størrelse er hun meget robust og søstærk, fortæller Per Cederberg, der også er importør af Seascape i Danmark. Han er tidligere Finnjolle-sejler. Foto: Per
Kapsejlads
Per Cederberg i Lillebælt. Foto: Peter Brøgger

Per Cederbergs beretning Danmark rundt i en First 27 SE - 7 dages sejlads alene

Garmin Round Denmark Race 2021 fra Aarhus blev en stor oplevelse for Aabenraa-sejleren. - Er tid vores tids mest knappe ressource? I så fald er det en gave at kunne sejle Danmark Rundt alene i syv dage, for her er der masser af tid. Til for eksempel at tænke lidt over tilværelsen, mens man trimmer sejl, skriver Per.

Af Per Cederberg |

Der er masser af tid under sejlads i syv dage fra Aarhus til Aarhus. Man forsøger få sin båd til at sejle så optimalt som muligt, planlægger det næste sejl eller vindskift, mens døgnet går sin gang, og man sejler gennem det ene velkendte farvand efter det andet.  

Efter et par dage kan man opleve at komme i ”synk” med sig selv, sin båd, omgivelserne og naturen – så ved man, at man har gang i en god sejltur, skriver solosejler Per Cederberg i denne beretning til Minbaad.dk. 

Han forsætter:

Her kommer beretningen fra First 27 SE (Seascape Edition) Let’s Sea: Som sædvanlig er der lidt stress op til start med at blive klar, der er en del på to-do listen, og det bliver til at par lange aftener efter arbejde i dagene op til.

Men lørdag er jeg klar til start i det mest fantastiske sommer- og sejlervejr. 25 grader, sol og 6 -7 m/s. Sommerfuglene summer i maven, hvordan bliver turen? Min første målsætning er bare at nyde sejladsen.

De største risikofaktorer

De største risikofaktorer er søvnmangel (der bl.a. kan resultere i mærkelige, uvelkomne tanker i hovedet), kraftig blæst, for meget vindstille, grejnedbrug og hvad der ellers findes af sort uheld på havet. Jeg kender min båd ganske godt efterhånden, og er grundlæggende fuldstændig tryg: Af sin størrelse er hun meget robust og søstærk.

Nå, men vi er i gang, starter ud foran Sejlsportcenteret med code’n, men vinden spidser, og vi går med fok og storsejl til Sletterhage, hvorefter vi falder af rundt Ebeltoft og op langs Djurs. Her kan jeg holde min masttop gennaker, og så får hun fart på, planer skønt med 10-12 knob.

Vi henter hurtigt på alle foran, og omkring Grenå er vi forreste båd i feltet – en super start. Op mod Skagen må vi igen ned i fokken, og de større både sejler lidt hurtigere. Runder bøjen ved Skagen ved 4-tiden om morgenen. Jeg har fået hvilet og sovet lidt på vejen, så er rimelig frisk.

Der står 2-3 knobs nordgående strøm, og nu er vinden svag sydlig, kan dårligt holde Læsø op. Morgenen og formiddagen går med små kryds i den lette luft, og det går langsomt ned mod Læsø, som passeres kl. 11. Et kraftigt regn- og tordenvejr trækker op med sorte skyer, men det bliver ikke så slemt.

Kryds til Anholt

Efter fronten drejer vinden med sydøst (hvilket jeg ikke forstår noget af), så jeg må krydse de sidste 7-8 mil til Anholt. Vinden er også frisket, og da den er stik imod, vil det være helt umuligt at nå Gilleleje inden kl. 01 (vi må max sejle 36 timer uden pause, og pausen skal være mindst 8 timer).

Efter jeg er kommet i havn på Anholt, blæser det op til hård vind, det piber godt i mastetoppene i havnen, der er rigtig ”blæst inde på Anholt”-aftenstemning i havnen. Min 8 timers pause udløber lidt i kl. 02 om morgenen, men jeg har aftalt med mig selv, at jeg ikke vil sejle videre, før vinden er løjet eller gået i vest som lovet.

Jeg tager en time mere i posen. Da jeg gør klar til afgang ved halv-4-tiden i skumringen, kan jeg se Garfield på vej ud af havnen – så er han kommet foran, uden at jeg har set ham. Ude af havnen kan jeg også se Cassiopaia komme for gennaker. Vinden er løjet og gået i vest som lovet. Jeg kan sætte min store A2-gennaker igen, når den er oppe, er Let’s Sea måske feltets hurtigste.

Kullen dukker ret hurtigt op af horisonten, det er fedt sted og mange år siden sidstr besøg, tænker vi måske skulle lægge sommerferieturen forbi der. Kronborg rundes ved 14-tiden, der er jeg kommet et pænt stykke foran de to andre. Vinden frisker lidt, det går i fuldt plan ned igennem Øresund med god medstrøm – fed sejlads!

Flaskegas til min jetboil

Det tager kun omkring 2 timer til København, hvor jeg bliver mødt af Sven Møller. Han er min redningsmand og kommer ud med en flaske gas til min jetboil – jeg havde fået købt den forkerte type hjemmefra, flot Per. Videre det går mod Falster Bo i smuk sommeraften med Dragør i baggrunden og sigt til både Møns og Stevns Klint. Jeg ringer hjem til familien – alt er godt.

Bomning ved Falster Bo, det bliver cirka 110 grader TWA (let agten for tværs). Det passer perfekt til den lille gennaker, nu flyver hun afsted igen med 10-12 knob i perfekt balance.

Jeg overhaler en anden båd, kan ikke se hvem det er, og bådene bagved forsvinder hurtigt under horisonten – det er fremragende sejlads ind i solnedgangen. Lidt senere får vi også besøg af fuldmånen.

En rejse i tid og rum

Vinden holder det meste af aftenen og natten, ved daggry runder jeg Hammer Odde med Hammershus på toppen, og vinden løjer. Det er gået fint med at krydse Trafiksepareringszonen, der var ikke specielt meget trafik.

Altid fascinerende Christiansø rundes, jeg tænker tilbage på sidste gang, jeg var på de kanter for over 25 år siden, jeg er på en rejse i tid og rum. Jeg kommer til Nexø kl. 09 om morgenen, og ser de 3 førende både ligge for kaj. Da jeg står op ved 14.30-tiden, ligger de der endnu. Nå, det var da fint, så er de ikke langt foran.

Faktisk har de kun godt én times forspring finder jeg ud af – det er jeg utrolig godt tilfreds med, efter 400 sømils sejlads. Jeg er henrykt over min lille båds sejlegenskaber, det må betyde, at vi har hentet en del på turen fra Falsterbro – der gik hun også bare godt.

Slapper af i Nexø

I Nexø får jeg slappet lidt af. Kigger på vejrudsigten og kan godt se, at nu hedder det vestlig vind, det vil sige kryds.

Men hvor meget er det store spørgsmål. Kuling og deslige på kryds i Østersøen, det har jeg respekt for og vil nok takke nej til. Jeg får Seascape-sejler og professionel meteorolog Jure Jerman op på et zoom-opkald.

Han siger, det bliver max 20 knob. Fedt, tænker jeg bare. Så er vi afsted igen tidlig aften, runder Dueodde, som jeg aldrig har besøgt, men kan se er en meget flot naturstrand med helt hvidt sand og fyrretræer bagved. Så går vi ud i det åbne hav.

Jeg har beholdt den store fok, og taget et reb i storen. Finder et godt trim, og så er det bare at finde en vej over til Rügen, kan desværre ikke holde op. Tager nogen slag op langs Bornholm, inden jeg stikker over. Så går det ud i solnedgangen igen, det er fremragende sejlads.

Fedt med bølger ved Bornholm

Bølgerne er pænt store, men det er fint for min lille båd, hun kan sejle på de største af dem, det er lækkert. Tænker, at dette farvand omkring Bornholm er noget af det mest ”vilde” hav, vi har i indre danske farvande. Det er fedt.

Tænker også, at om 10-20 år vil det være plastret til med vindmøller, er det nu godt? Krydser forbi en ny stor vindmøllepark på tysk side. Hvorfor skal der stå et rødt strobelys i toppen af hver mølle og blinke panikagtigt?

Kommer fint over til Rügen, vinden løjer, fortsat stik imod, hele dagen går med at krydse langs Rügens kyst, som er flot og fascinerende med klinter som Møns klint.

Næste taktiske beslutning bliver at finde det rigtige tidspunkt at stikke over til Gedser på. Får nu opdateringer på de andre bådes placeringer hjemmefra. Kan se, Jan Hansen ligger i et vindhul.

Jeg sejler så langt, jeg kan på tysk side, og stikker så over, får en rummer, tænker det her er bare godt, men havner så i samme vindhul.

Pludselig dør mine nye LiFePo batterier

Ligger der en times tid. Pludselig dør mine nye LiFePo-batterier. Det viser sig, man ikke må regne med % på displayet, siger forhandleren, da jeg ringer og spørger hvad f… , men jeg har ladespole på min påhængsmotor, så den får lov at køre lidt. Dog ikke smart at sejle med halvtomme batterier.

Der kommer lidt vind. La Femme og Cassiopaia finder vind inde ved Falster og kører i en lang bue udenom. Men ok, er egentlig ret godt tilfreds med at have holdt de store både bag mig efter 120 sømils ren kryds.

Jeg har sejltid til kl. 05 morgen, runder Gedser ved midnat, der er kommet lidt vind, dog stadig fra vest, men jeg tager en chance og fortsætter efter Gedser. Rødby bliver nok svær at nå, men der er lovet helt svag vind, så jeg kan bare smide anker.

Det gør jeg ved sandbanken Rødsand ved 03-tiden om morgenen. Hvis jeg er heldig, såvil det være helt vindstille næste morgen for de både, som ligger i Gedser, så ville jeg være kommet foran igen.

Sover som en en sten

Uanset har jeg en fin morgen på min ankerplads, har sovet som en sten 6-7 timer og føler mig stadig godt kørende, da man skal i havn/smide anker efter 36 timers sejlads og sove 8 timer.

Nu er det blevet torsdag, der er kun 150 sømil tilbage. Det føles, som om vi snart er hjemme, lige et kryds rundt om Langeland og så op i Lillebælt, det tager vel nærmest kun et par timer.

Sådan må man ikke tænke, tænker jeg senere, da jeg er ved at blive frustreret over et langt kryds for at komme rundt om Langeland. Jeg er overbevist om, at der vil komme en venstredrejning, så sejler halvvejs til Kiel på styrbord halse.

Det kommer der også, og jeg kan næsten holde Lillebælt op. Men ud for Ærø drejer vinden tilbage til Nordvest, det vil sige den vil være stik imod til Baagø, hvilket betyder endnu 20 sømils kryds.

Jeg ringer til min shorecrew Erik Venøbo

Der om natten får jeg turens eneste lille krise. Jeg har på det tidspunkt krydset 180 sømil på 2,5 dag. Jeg ringer til min shorecrew Erik Venøbo og siger, jeg går i havn et par timer. God beslutning, siger han.

Jeg skal bare have to timer i soveposen i Mommark, så er jeg rimelig klar igen. Pauser under otte timer kan ikke trækkes fra sejltiden, men det er lige meget for mig på det tidspunkt.

Nu er vinden gået så meget i vest, at jeg ikke skal krydse mere, og den går også i sydvest, så kan sejle med gennaker. Til gengæld bliver den ret svag, og der er modstrøm i Lillebælt. Jeg har sejltid til kl. 23, men kan se, det bliver umuligt at nå Aarhus. 

Vælger derfor at gå til Juelsminde og få strømkabel i land. Videre næste morgen (lørdag) ved solopgang kl. 04.30 og så meget fredelig sejlads det sidste stykke til Aarhus, hvor jeg sidder og bliver i godt humør over den fantastiske tur, jeg har haft. 

Turens formål nr. 1, at nyde selve sejladsen, er opnået til fulde og meget mere til: Jeg elsker stadig at sejle min båd.

Per Cederberg,
Aabenraa

content-loader
content-loader
content-loader