Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Fyrskibet spillede en vigtig rolle under den kolde krig, hvor skibet hjalp østtyske flygtninge til et liv i vesten. Nu har A.P. Møller Fonden givet støtte til bevaringen af skibet. Foto: Siw Aldershvile

Fyrskib var redningsplanke for DDR-flygtninge - nu sikrer rekordstor donation skibets fremtid

A.P. Møller Fonden har netop offentliggjort en bevilling på 9,5 millioner kr. til fyrskibet Gedser Rev. Fondsbevillingen er den største af sin slags og skal bruges til restaurering af skibet samt formidlingen af skibets enestående rolle i Danmarkshistorien.

Af Sara Sulkjær |

Gedser Rev har en enestående historie bag sig. Skibet var redningsplanke for flygtninge fra DDR, der i begyndelsen af 1960’erne sejlede ud til skibet i hjemmebyggede kajakker eller både i håb om at blive reddet i land til et liv i frihed i vesten. 

I dag ligger fyrskibet i Helsingør ved M/S Museet for Søfart, men var i mange år et vartegn i Nyhavn, hvor skibet lå, efter det havde aftjent sin værnepligt under den kolde krig. 

Den største donation til et historisk skib

De sidste tre år har frivillige arbejdet med at restaurere store dele af fyrskibet, men det mere end 100 år gamle skib har fortsat brug for at få udskiftet dele af træværket.

Fondsbevillingen fra "A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal" skal derfor både bruges til bevaring af skibet og formidling af dets rolle under den kolde krig. Det er første gang, der er givet så stor en donation til bevarelse af et historisk skib.

- Jeg er utroligt taknemmelig for, at A.P. Møller Fonden med den store bevilling anerkender skibets betydning og den indsats hele det frivillige laug omkring Gedser Rev har ydet, påpeger formand for det frivillige laug, pensioneret el-installatør, Jens Broch i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Det giver os en følelse af, at alle de timer, vi bruger på at vedligeholde og restaurere skibet, nytter noget.

Et samlingspunkt

Også direktør Ulla Tofte fra M/S Museet for Søfart glæder sig over den flotte donation:

- Samarbejdet omkring fyrskibet Gedser Rev er et fantastisk eksempel på samarbejde mellem museer, havn, kommune og frivillige om et fælles formål: At bevare den maritime kulturarv. Fyrskibet er blevet et samlingspunkt for borgere, turister og frivillige på havnen ved M/S og udover at sikre skibets bevaring, bidrager donationen fra A.P. Møller Fonden til at støtte op om dette fællesskab.

Samtidig kan Helsingør fortsætte sin rejse mod de maritime rødder, som byen i disse år har valgt at sætte i fokus:

- Fyrskibet er bare ét af de mange eksempler på, at Helsingør er i gang med at genopdage sine maritime rødder. Sammen med det maritime værksted i Hal16, skoleskibet Zar, bådebygger og sejlmageruddannelserne bygger vi bro mellem byens stolte håndværksmæssige traditioner og de store planer om at etablere nye maritime erhvervsuddannelser i de gamle værftshaller i Helsingør, forklarer Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K).

Fakta om fyrskib nr. 17 - Gedser Rev:
Skibet er bygget i 1895. Det ejes af Nationalmuseet, men er langtidsudlånt til Helsingør Kommune, hvor M/S Museet for Søfart, Helsingør Havne og et frivilligt laug har ansvar for vedligehold og formidling af skibets spændende historie.

Der er offentlig adgang til fyrskibet i sommerhalvåret, ligesom skoler kan booke besøg på skibet gennem M/S Museet for Søfart. Læs mere på her.

content-loader
content-loader
content-loader