Risbjerg får forhandlingen af finske Silver
Risbjerg A/S i Silkeborg indleder året med at føje det finske mærke Silver Boats til porteføljen af sejl- og motorbådsmærker. Importøren øjner et nyt marked for aluminiumsbåde.
Det går stærkt i bådbranchen under corona-pandemien. Også hos Risbjerg i Silkeborg. Den stigende efterspørgsel har nu ført til, at firmaet har føjet et nyt mærke til porteføljen. Det drejer sig om det populære, finske mærke Silver Boats, som særligt er kendt for deres aluminiumsbåde.
- Vi har haft en ekstra travl periode siden marts sidste år, og de mange nye kunder gør, at vi nu ser et nyt marked for aluminiumsbåde i Danmark, indleder Jakob Sørensen, direktør hos Risbjerg.
Trækkes op på stranden
Silver Boats er et nordisk værft, som fra starten har produceret aluminiumsbåde.
Både i netop aluminium er meget udbredt i særligt Finland og Sverige, da den større holdbarhed gør dem meget anvendelige til sejlads i de finske og svenske skærgårde, hvor bådene ofte trækkes op på land eller lægges til små øer.
- Vi tror særligt på, at der vil være en kundegruppe, som sætter pris på bådenes større holdbarhed. Det kan være, hvis de vil bruge til dem at fiske fra eller til sejlads i eksempelvis det sydfynske øhav, hvor bådene også trækkes op på stranden, forklarer Jakob Sørensen.
De første tigre er på vej hjem
Et bevis på de finske bådes høje kvalitet ses ved, at deres Tiger DCz netop har været nomineret til en European Powerboat Award 2021. Derfor ser Risbjerg meget frem til at få bådene hjem i udstillingen i Silkeborg.
- Vi glæder os enormt meget til at få de første både hjem i løbet af februar. Oven i købet får vi to af Silvers prisnominerede Tiger-både hjem. Det giver os mulighed for at lære dem godt at kende, før sejlsæsonen rigtig går i gang, afslutter Jakob Sørensen.
Risbjerg regner med at modtage flere andre modeller fra det finske værft senere på året. Dermed er Risbjerg A/S nu importør af Beneteau, Askeladden, Sea Ray, Fourwinns og Silver.
Se mere: www.risbjerg.dk