Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Det er et stort set-up, som bliver sat i gang, hver gang sejlere har uheld til søs. Kommer der en helikopter ud, starter takseringen på 35.000 kroner, som er offentlige kroner. Foto: Anders Steen

Frivillig redder ønsker tvunget duelighed for alle: Kan det for guds skyld ikke snart blive et lovkrav

I danske farvande kan man lovligt sejle en sejlbåd op til 15 meter, uden at man kender det mindste til vand, vind, vejr eller fartøjets egenskaber. Samtidig er antallet af redningsaktioner, ifølge Dansk Søredningsselskab, steget fra 599 i 2019 til 938 i 2021. 

Af Troels Lykke |

Uerfarenhed og begynderfejl er skyld i de mange redningsaktioner. Det mener i hvert fald Bent Knudsen, tidligere frivillig hos Dansk Søredningsselskab og sejlerleder hos Køge Sejlklub. Han oplever tit, at folk ikke ved, hvad de foretager sig, når de bevæger sig ud på vandet.

- Folk bruger ikke hovedet. Jeg har flere gange hørt, når nogle er blevet hentet: Kan det for guds skyld ikke snart blive et lovkrav, siger han til TV2 Lorry.

Det er et stort set-up, som bliver sat i gang, hver gang sejlere har uheld til søs. Kommer der en helikopter ud, starter takseringen på 35.000 kroner, som er offentlige kroner.

Hvis hjælpen alligevel ikke er livsnødvendigt, står det for sejlers egen regning. Det er de færreste forsikringsselskaber, som vil hjælpe en lystsejler uden duelighedsbevis, advarer Bent Knudsen, som stoppede sit frivillige arbejde sidste år.

Intet lovkrav op til 15 meter

I danske farvande kan man lovligt sejle en sejlbåd helt op til 15 meter, uden at man kender det mindste til vand, vind, vejr eller fartøjets egenskaber.

- Jeg har kendskab til otte personer bare i Køge Marina i sommer, som havde købt store sejlbåde, uden de havde begreb om at gebærde sig, påpeger Bent Knudsen.

I andre europæiske lande såsom Tyskland, Holland og England har et gyldigt duelighedsbevis været et lovkrav i årtier. Men i Danmark er det fortsat frivilligt.

Bent Knudsen mener, at der burde være lovkrav om duelighedsbevis også i Danmark.

- Lovgivningen kommer jo nok den dag, at nogen bliver slået i ihjel. Man kunne jo se, hvad det skete efter ulykkerne inde i Københavns havn. Det er ganske forfærdeligt, at vi skal ud i de der ekstremer hver gang, siger han.

Søfartsstyrelsen: Frivillig indsats hjælper

Søfartsstyrelsen har i en mail kommenteret på problematikken:

- Der gøres netop en stor frivillig indsats i sejlklubberne for sikker adfærd hos fritidssejlere, ligesom der i regi af Søsportens Sikkerhedsråd gennemføres kampagner om god sikkerhedskultur. For fartøjer under 15 meter, der ikke er omfattet af speedbådsreglerne, stilles der efter gældende lov ikke krav, skriver Direktionssekretariatet hos Søfartsstyrelsen.

Kilde: TV2 Lorry

content-loader
content-loader
content-loader