Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Inspire-sejlads i Plymouth i forbindelse med sidste weekendens SailGP-event i England. Foto: SailGP

SailGP inviterer københavnske skoler til sejlads på Peblingesøen

Om få uger besøger verdens hurtigste sejlsportsliga, SailGP, København for første gang. Op til Rockwool Denmark Sail Grand Prix den 19.-20. august sætter ligaen fokus på at dyrke ungdomstalentet inden for både naturfaglig viden og sejlads.

Af Sara Sulkjær |

Det er ikke kun nogle af verdens bedste sejlere, der kommer på vandet under årets store SailGP-event i København.

Skoleklasser fra København og omegn samt lokale sejlklubber får ligeledes mulighed for at prøve kræfter med sejlads på Peblingesøen i København den 15. til 19. august.

Muligheden er opstået i kølvandet på Inspires talentudviklingsprogram, hvor SailGP i samarbejde med lokale sejlklubber stiller trænere, RS Zest-joller og den populære wingsurf til rådighed.

Følger verdensmålene

Forbipasserende ved Peblingesøen vil få rig mulighed for at følge med i børnene og de unges jollesejlads i dagene op til den store Grand Prix-event fredag og lørdag.

Her vil det være sejlsportens elite, der tager over, når de kæmper mod hinanden i de 26 meter høje F50-katamaraner i byens Nordhavn.

Inspire Learning Lab på Nordhavnen vil i løbet af dagene give flere tusinde elever fra københavnske skoler adgang til oplevelsesbaserede workshops for at lære mere om solceller, sejldesign, havbiologi eller hydrodynamik - alt sammen tæt knyttet til FN's verdensmål nr. 7; ”Bæredygtig energi", nr. 13; "Klimaindsats" og nr. 14; "Livet i havet."

Fire workshops om dagen

SailGP Inspire-programmet skal begejstre eleverne for natur, hav, videnskab og sejlads - og skaber et udgangspunkt for nye undervisningsemner relateret til faglige mål.

Hver dag vil der være fire workshops, der dækker vand, vind, sol og jord. De fire workshops gennemføres både om morgenen og om eftermiddagen.

Alle SailGP's Inspire-kurser er STEM-baserede (Science, Technology, Engineering & Math) moduler, der fokuserer på videnskab, teknologi og havet.

Skoler kan fortsat tilmelde sig sejladsen her.

Billetter til arrangementer under selve SailGP-eventen kan købes her.

content-loader
content-loader
content-loader