Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Limelight Boardsport Club lå klar i vandet til at følge Casper Steinfath ind i havnen i Rødvig. Foto: Privat foto.

Standup-paddler Casper Steinfath nu i Stevns - halvdelen af Danmark rundt er en realitet

Danmark rundt langs kysten er målet for Casper Steinfath, der er seksdobbelt verdensmester i Stand Up Paddling. Turen er på intet mindre end 1.400 kilometer, og i går kunne han markere, at han var lidt over halvvejs. I Rødvig mødte han lokale fans.

Af Troels Lykke |

Markeringen af at Casper Steinfath nåede halvdelen af Danmark rundt gjorde han ved at besøge Limelight Board-sport Club i Rødvig.

Den lange tur begyndte den 2. april i verdensmesterens hjemby Klitmøller i Nordjylland, og forventes at tage mellem 40-50 dage afhængigt at vind-, vejr- og bølgeforhold. 

- Jeg har haft masser tid ud på vandet til at tænke over hvorfor, men det egentlige svar er: Hvorfor ikke? Jeg elsker et godt eventyr, og vandet er i mit DNA, fortæller 28-årige Casper Steinfath til TV 2 Øst og fortsætter: 

- Jeg har aldrig set de her hjørner af Danmark, så jeg tror, at det var en nysgerrighed, der drev mig til at komme ud og se landet.

I 2018 padlede han 147 kilometer fra Danmark til Norge, og i 2021 nedlagde han 123 kilometer fra Grenå til Varberg i Sverige.

Er ude 7-9 timer dagligt og meget alene

Alligevel bliver turen hele vejen rundt langs Danmarks kyst hans længste nogensinde. 

Derfor var han også glad, da han fik følgeskab af board-sport-klubben fra Rødvig.

- Det var overvældende. Jeg er ude 7-9 timer om dagen, hvor jeg er meget alene, så da jeg så klubben ligge ude på vandet og råbe og skrige, gav det mig en energi til at kæmpe det sidste stykke ind i mål, fortæller Casper Steinfath.

Rutekort / livetracking via GPS 

Fakta

Afgang:
Lørdag 2. april 2022 kl. 09.00 fra Hummerhuset i Klitmøller, Ørhagevej 189..

Forventet rute den første uge:
Klitmøller - Bulbjerg - Løkken - Hirsthals - Skagen - Fredrikshavn - Sæby - Hals

Distance:
1.400 km / 600.000 padletag

Hastighed:
6-8 km/t - 40 km/dagen i 40-50 dage

Udstyr:
Standard SUP-board 14 fods Naish Maliko. Telt, sovepose og kogegrej

Følg:
Via GPS-signal på Instagram og Facebook eller Trac Trac App

Ruten:
Klitmøller - Bulbjerg - Løkken - Hirsthals - Skagen - Fredrikshavn - Sæby - Hals - Grenå - Aarhus - Samsø - Sjællands Odde - Hundested - Lynæs - Gilleleje - Helsingør - Bellevue - København - Køge - Stevns Klint - Storstrømmen - Femø/Fejø - Langeland - Svendborg - Faaborg - Als - Flensborg - åsystemet langs den dansk/tyske grænse - Højer Sluse - Mandø - Fanø - Hvide Sande - Klitmøller (Ruten og tidsplanen afhænger af vejret og kan derfor afvige kraftigt)

Kilde: TV 2 Øst

content-loader
content-loader
content-loader