Svag vind tvinger til afkortning i Vegvisir Race - Gedser droppet
Vegvisir Race afkortede fredag den 238 sømil lange bane, så de i stedet indgik i den anden 158 sømil bane og Gedser skal der ikke sejles til.
Vegvisir Race besluttede fredag at afkorte den 238 sømil lange bane. Deltagerne skulle oprindelig efter rundingen af Fehmern have sat kursen mod Gedser og siden Grønsund.
Afkortningen betød, at bådene nu skal gå mod Marstal efter rundingen af Fehmern. Derefter fletter de ind på den i alt 158 sømil lange Green Course. Samlet set betyder en afkortning på 30 sømil, men der er mere til det end det.
– Når de runder Fehmern kommer der slænk på skøderne. Derfra kommer det til at gå stærkt. Så selvom selve afkortningen kun er 20-30 sømil får den stor betydning for hvornår sejlerne kommer i mål, fortæller Morten Brandt, der driver Vegvisir Race med Nyborg Sejlforening.
Ikke meldt ud på forhånd
Det blev ikke meldt ud på skippermødet, at der ville blive afkortet, hvilket enkelte sejlere var utilfredse med.
– Vi havde informationer fra to forskellige vejr- og routing-eksperter, der havde forudsagt, at sejlerne ville være ved Fehmernsundbroen fredag middag. Så vi var overbeviste om, at det ikke ville blive et problem at nå rundt, forklarer Morten Brandt i en pressemeddelelse.
Her fredag klokken 16.30 er de forreste båden endnu ikke nær af broen, og det bliver nok fredag aften før den bliver passeret. Hovedfeltet lå fredag aften mellem Langeland og Fehmern. Forrest er JPK 10.30 Lightworks med Michael Höftgen og crew.
Seacart 30 trimaran forrest på 158 distancen
På mellemdistancen går det planmæssigt fremad. Her er hovedfeltet på vej mod Rudkøbingløbet. Forrest er Peter Bolvig og Bo Hasseriis i en Seacart 30 trimaran.
Sejladsen kan følges på Tractrac og eventets sociale medieplatforme. Du finder alle link på www.vegvisirrace.com
Se live-interviews på facebook: www.facebook.com/vegvisirrace