Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
J/70eren breder sig mere og mere i hele Europa. Båden er virkelig stærk, men den vælter også let i over 10 m/sek. Det er en sportsbåd jo.

Kom med på J/70-bølgen - mød Sailing Innovation Lab i Aarhus og hør om finansiering

Sailing Innovation Lab inviterer med forgangsklubberne i J/70-miljøet til ’Inspirations-dag’, hvor man kan høre, hvordan J/70’eren kan finansiers, aktiveres af flere målgrupper, og man kan prøve båden gratis. Mød ildsjælene og folkene bag ’Sailing Innovation Lab’ i Aarhus 6. marts 2022.

Af Troels Lykke |

Der planes forsat i J/70-miljøet. Klassen, sejklubberne, sejlerne og ikke mindst Sailing Innovation Lab (SIL), der dækker over Sejlsportsligaen, Youngsters, WOW og Blue Brothers, løber stærkt.

Nyheden om en gratis prøvebåd har haft så stor interesse, at båden nu er booket frem til efter sommer. Det skriver Sejlsportsligaen i en pressemeddelelse.

Plads til flere gode historier

Der er mange succeshistorier om klubber, der har oplevet fremgang i medlemstallene, aktiveret nye målgrupper, fastholdt deres unge sejlere eller har fået de ældste med på vandet igen.

- Men der er plads til flere af de gode historier, og derfor inviteres interesserede i J/70’erne nu med til inspirationsdag i Aarhus, forklarer Nynne Ammundsen fra den danske sejlsportsliga.

Aarhus er netop en af de byer, der har formået at få nye medlemmer, efter de investerede i deres første J/70’er. Det vil blandt andet ildsjæl Peter Warrer fortælle om på inspirationsdagen den 6. marts.

Prøv en J/70’er gratis

Samtidig tager J/70’eren på ’Danmarks tour’ i bedste stil som mange af landets (andre) popstjerner - men programmet er pakket:

- Lige nu er der så meget efterspørgsel, at man skal hen i efteråret, før der er ledige tider til at låne Sejlsportsligaens udlånsbåde. Det er rigtig dejligt at så mange ringer og vil låne vores både, og vi arbejder på at nedbringe tiden, klubben må vente på at prøve, understreger Rasmus Slabiak fra Sejlsportsligaen.

Den gratis prøvebåd kan bookes ved at kontakte Rasmus Slabiak på rasmus@sejlsportsligaen.dk.

Kort om programmet den 6. marts:
Sailing Innovation Lab ønsker at invitere klubberne til en inspirationsdag, hvor ildsjæle fra hele landet vil fortælle om deres klub-projekt med J/70 som omdrejningspunkt.

Der vil på dagen blive delt erfaringer, udfordringer og successer med at lave klubudviklingsprojekter og finde ildsjæle, nye medlemmer og instruktører, som engagerer sig og skaber nye tilbud.

Mange klubber efterspørger ligeledes, hvordan man tager springet fra at drømme til at realisere udviklingsprojektet, hvorfor Aarhus Sejlklubs erfaringer med at skabe finansiering via sponsorer, fonde og puljer vil deles.

Tilmelding er gratis
Skriv til Nynne@sejlsportsligaen.dk hvis I ønsker at deltage - og noter hvor mange I kommer, så sørger arrangørerne for forplejning.

Se invitationen på www.sejlsportsligaen.dk eller Facebook.

 

Så meget sejles der J/70:

Sailing Innovation Lab dækker over: Sejlsportsligaen, Women on Water, Youngsters og Blue Brothers – og det pulserende liv bag J/70’eren. Koncepterne bruger J/70-båden som udgangspunkt, men det er dog ikke en nødvendighed at have en J/70’er for at sejle i nogle af førnævnte koncepter. Alle er velkommne!

Sejlsportsligaen er en turnering for klubhold, der møder andre klubhold. Der er en 1. og 2. division, hvor der dystes i fire stævner fordelt over hele sæsonen og hele landet. De bedste fra 1. division skal ud i verden og præsenterer Danmark i rødt og hvidt, og de bedste i 2. division rykker op i 1. division sæsonen efter. Der er 21 hold i hver division.

Women on Water – eller WOW startede i 2016 for at få flere kvinder til at sejle. Det har været en stor succes, både som et nationalt initiativ, og som aktivitet ude i sejlklubberne. Der er forsat fremgang, flere og flere WOW-hold i 2. division og WOW afholder egne stævner flere gange om året. Fra 2023 er det muligt for WOW at have et klubhold med i 1. division.

Youngsters er et fællesskab i form af et rekrutterings – og fastholdelsesprojekt i samarbejde med Hempel Fonden. Projektet handler om, at de unge ikke skal forlade sporten, når de rammer den kritiske alder, men forsat kunne se sig selv i sporten, selvom timerne i døgnet bliver mindre, og andre ting får deres interesse. Youngsters sejler med i Sejlsportsligaens 2. division, har camps og egne stævner.

Blue Brothers er sejlads for dem med mest erfaring og flest røverhistorier. Blue Brothers sejler fire gange om året i Sejlsportsligaens både, og det foregår i det velkendte og intense format fra ligaen. Man skal have mindst 60 somre på bagen, hvis man skal med om bord.

Se video: www.facebook.com/sejlsportsligaen/videos/877739396239026

content-loader
content-loader
content-loader