Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
En redder, der blev firet ned fra helikopter, bankede på bunden og fik kontakt til franskmanden, der svarede ved at banke tilbage. Foto: Spanske kystvagt

Fransk solosejler måtte vente natten over i sin kæntrede Open 40, inden redningshold kunne få ham ud

En 30 centimeter luftlomme og en overlevelsesdragt holdt natten til tirsdag den 62-årig franske Open 40-sejler Laurent Camprubi i live, efter han kæntrede ud for Spaniens kyst. 16 timer måtte han vente. - Jeg var nødt til at overleve for min familie, siger den erfarne sejler.

Af Troels Lykke |

Hans overlevelse er ifølge den spanske kystvagt ”på grænsen til det umulige” da han kun havde 30 centimeters luft, skriver TV 2

Selv siger han, at han ikke havde noget valg:

- Jeg var nødt til at overleve for min familie, siger den erfarne sejler i en erklæring via nyhedsbureauet AFP.

Redder firet ned

Franskmanden var sejlet fra Lissabon søndag, men udsendte nødsignaler klokken 20.23 mandag aften.

Efter kun en time nåede det første af fire spanske redningshold frem til den 12 meter lange Jeanne Solo Sailor, der lå med bunden i vejret 14 sømil fra Sisargas-øerne ud for Galicien i det nordvestlige Spanien.

En redder, der blev firet ned fra helikopter, bankede på bunden og fik kontakt til franskmanden, der svarede ved at banke tilbage.

Men fordi solen var ved at gå ned, og vejrforholdene var for dårlige, måtte redderne nøjes med at sætte fem tons tunge bøjer på sejlbåden for at holde den og sejleren flydende natten over.

Tirsdag lykkedes det så dykkere at komme ind under det forliste skib og nå frem til Laurent Camprubi, der sad i vand til knæene.

- Jeg vidste, at det var et spørgsmål om tid, og at de ville redde mig, at de ikke ville forlade mig, siger sejleren i erklæringen.

Hans overlevelsesdragt, der hjalp med at holde vand og kulde ude, var imidlertid for stor til at komme gennem sejlbådens dør, og franskmanden tog derfor dragten af og sprang i det iskolde vand for at følge dykkerne ud under båden til redningsfartøjet udenfor.

- På eget initiativ sprang han i vandet og fridykkede ud med hjælp fra dykkerne, der var nødt til at trække ham igennem, fordi det var svært for ham at komme ud af hans dragt, siger Vicente Cobelo fra den spanske kystvagt, ifølge Reuters.

Se redning på twitter

Kilde. TV 2

content-loader
content-loader
content-loader