Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Kapsejlads

Ichi Ban vinder Sydney-Hobart Race efter protest

Et misset VHF-opkald kostede dyrt for Celestial, der med to protester imod sig måtte overlade førstepladsen til Matt Allens og Ichi Ban. 38 både udgik af den udfordrende sejlads, mens 33 deltagere formåede at krydse mållinjen.

Af Sara Sulkjær |

Tre gange er Ichi Ban-navnet nu graveret i Tattersall Cup. Et vandretrofæ, der gives overalt-vinderen af Sydney-Hobart Race, den 628 sømil lange sejlads fra Sydney til Hobart og retur:

- At vinde med Ichi Ban for tredje gang er utroligt, men ideelt set er det altid bedre ikke at gå ind i protestlokalet for at bestemme vinderen, understreger Matt Allen, ejer af Ichi Ban, på sejladsens hjemmeside.

Missede VHF-opkald

Den tredje sejr blev netop sikret af Allen og besætningen i protestlokalet. To protester mod Sam Haynes’ båd Celestial, hvoraf den ene var indgivet af Allen selv, fravristede Celestial-besætningen den samlede sejr. 

Problemer med sikkerhedsudstyret grundet et misset VHF-kald fra netop Allens besætning fik den senere vinder til at trække Celestial i protestlokalet.

En manøvre, der senere blev medvirkende til, at Matt Allen og besætningen kunne rejse fra Sydney med deres tredje Sydney-Hobart-sejr i bagagen, mens Celestial måtte tage til takke med den samlede andenplads:

- Det er en tid, vi aldrig vil glemme. Jeg har en blanding af en ung, ældre og klog besætning. Det var en fantastisk mulighed for drengene, der arbejdede så hårdt, påpeger Matt Allen efter sejren. 

Over halvdelen af feltet måtte opgive

33 både formåede i alt at krydse mållinjen i den udfordrende sejlads, der i år var præget af stærk vind og store bølger. Noget, der allerede fra sejladsens start udfordrede sejlerne.

38 både måtte således kaste håndklædet i ringen, heriblandt feltets mindste deltager, den 9,2 meter lange Jarkan 925'er, Gun Runner. 

Kilde: Rolex Sydney-Hobart Race

content-loader
content-loader
content-loader