49erne Rask og Precht satte førsteplads ind og kom med i medal race på Mallorca
- Bedre i dag med en 3,1,12-serie gør, at vi lige akkurat kommer med i medal race, forklarer VM-bronzegasten Jakob Precht. I dag fortalte sejleren til Minbaad.dk, at duoen kæmper med et lavt bundniveau i hårdt vejr, hvor jyden og københavneren har væltet ni gange på Mallorca.
- Vi sniger os sgu med i Medal Race. Bedre i dag med en 3,1,12-serie gør, at vi lige akkurat kommer med i medal race. Det har været lidt af en rutsjebanetur til det her stævne, så lad os få sluttet det godt af, fortæller OL-gast og VM-bronzevinder Jakob Precht på holdets Facebookside.
Båden, han sejler på, styres af 26-årige Frederik Rask fra Skovshoved Sejlklub.
Man kan se 49er-starten lørdag kl. 12:15, hvor også den sejlende træner Jonas Warrer kæmper med gasten Marcus Langagergaard.
De to Schmidt-søstre fra Aarhus er på en flot femteplads i 49erFX-feltet og er også klar i morgen, hvilket den danske Nacra 17-duo med Natacha Saouma-Pedersen og Mathias Bruun Borreskov ligeledes er.
Det samme er Anna Munch i ILCA 6 (Laser Radial). Kaløvig-sejleren er på en sjetteplads.
Væltet ni gange i stævnet - et teknisk problem
I morges talte vi med 23-årige 49er-sejler Jakob Precht, før han tog på vandet.
- Vi har god fart i feltet, men vi har væltet ni gange i det her stævne, normalt vælter vi en gang om måneden. Vores tekniske bundniveau i høje bølger er ikke højt nok. Det er egentlig ikke den hårde vind, der er problemet, men bølgerne.
- Og da vi væltede på snuden i går, var det fordi vi røg i en bølgedal, hvorefter båden stoppede op og væltede forover, men vi landede blødt, siger Precht, der trænes af britiske John Pink, som guider de danske 49ere.
Ser frem til EM i Aarhus i juli
De sidste par dage har det været 15-20 grader for sejlerne, men før da var det bidende koldt for det store danske hold.
Precht og Rask har nu været på Mallorca i flere uger og tager hjem på mandag, før det går løs i Hyeres om en 14 dages tid.
Et af holdets store mål er EM på hjemmebane i Aarhus i starten af juli.