Klassetjek: Simple living og kapsejlads uden DH i 806’eren
Den 26 fod lange kapsejler lokker med kapsejlads uden mål i Svendborgsund og Vallensbæk. Noget, som sejlere i de større, mere moderne både misunder. Til gengæld sejles der minimalistisk på ferieturen. Sara Sulkjær taler med 806-sejlerne brødrene Meinertsen.
Minbaad.dk tager temperaturen i de danske bådklasser. Her er det 806-klassen, der står for skud. Brødrene Søren og Steen Meinertsen, formand og bestyrelsesmedlem i klubben, fortæller om den svensk designede og danskbyggede kapsejler.
Søren og Steen Meinertsen, hvorfor skal man sejle 806?
- Når man går i havn for sejl, kigger mange efter båden. Det er en smuk båd, og så er den tilmed solid og hurtig. Man kan roligt købe en gammel båd og stadig sejle med om medaljer. Flere steder har bådene sågar sit eget løb. Sejlerne i de store X-både skuler ofte til os, når de med øjet på stopuret forsøger at regne sig frem til, hvilken placering de får efter DH-mål.... Men de kan jo bare købe to både – sejle kapsejlads i den lille og spise frokosten i den store.
- Selv har vi også brugt båden til feriesejlads med hustru, børn og hund. Der er hverken ståhøjde eller toilet, men det er jo også så moderne med ’simple living’ og en minimalistisk livsstil – og det får man på en ferie i 806’eren!
Hvad koster det at sejle 806?
- All inclusive-prisen er for os landet på 1.200 kr. i måneden. En pris, der dækker den almindelige drift, havnelejen og lignende. Hertil kommer de større udgifter som en ny sejlgarderobe, der optimalt bør skiftes hvert fjerde år. Noget, der for fire sejl koster omkring 45.000 kr., hvis du satser på de dyreste fra North Sails.
- Vælger du af den grund at købe en båd med nyere sejl, må du regne med at ofre 60.-70.000 kr., men bådene sælges helt til ned 40.000 kr. Er pengepungen i orden, er det i Tyskland endda muligt at investere i en helt nybygget 806’er for 550.000 kr. og op efter.
Hvad gør I for at få nye ind i klassen?
- Siden 806’erens storhedstid i 90’erne er en del sejlere faldet fra, så vi i dag har omkring 20 medlemmer i klassen. Udfordringen – som i resten af Sejlerdanmark – er at lokke de unge sejlere til. Tilsyneladende vil de hellere sejle nye og mere moderne sportsbåde.
- Derfor forsøger vi også at høste medlemmer fra sejlerskoler i Vallensbæk Sejlklub, hvor der anvendes 806’ere, ligesom vi tager kontakt til nye 806-ejere. Årligt kommer der typisk en til to nye sejlere til, men det tilsvarende antal forsvinder desværre, enten for at gå på land eller fordi ejeren ønsker en større båd.
Hvordan sørger I for vidensdeling blandt sejlerne?
- Hjælp, herunder deling af tips og tricks, er en stor del af klassens DNA. Kommer nye sejlere til, står vi alle klar med en hjælpende hånd, så de nye hurtigt kommer i gang og får del i alt det sjove.
- Samtidig kan båden trailes efter en større bil, hvilket tre-fire både benytter sig af. Ikke alle har en trailer, hvorfor vi også her hjælper hinanden med udlån og transport, så flest mulige kan være på startlinjen ved stævner i Danmark og Tyskland.
Hvor sejles der særligt 806, og hvilke stævner vil I anbefale at sejle i den kommende sæson?
- Der er enkelte aktive i Sverige, men ellers sejles der typisk i Danmark og Tyskland. Herhjemme kan vi samle 8-9 både til den ugentlige aftenmatch i Vallensbæk, mens 5-7 kapsejlere mødes i Thurø.
- Vores håb er, at 6-8 kap-både vil sætte kryds i kalenderen til september, når årets DH-DM afvikles i Juelsminde. Derudover arbejder vi i øjeblikket på at arrangere et klassemesterskab. Vi satser på at vi bliver 8-10 både. Skulle en klub have lyst til at agere vært, hører vi gerne mere…
Hvordan ser fremtiden ud for 806-klassen i Danmark?
- Kan vi holde fast i det aktuelle medlemstal, er det målet. Båden er ikke stor, så vi sætter vores håb til, at det simple og aktive liv nær naturen fortsat slår igennem.
- Netop bådens størrelse kan dog vise sig at blive en fordel. Vil man gerne deltage i kapsejladser, er det muligt at gøre det med blot to mand ombord. Fortsætter tendensen, som vi ser den i dag, bliver det bestemt ikke lettere at samle besætninger på 5-6 mand.
Er I tilfredse med jeres hjemmeside?
- Den er meget officiel, og fungerer derfor som tiltænkt. Nye sejlere kan blandt andet finde klasseregler og trimguids, som 90 procent af medlemmerne i klassen har trimmet efter. Det gør det nemt og overskueligt at komme i gang.
- Vil man have mere dialog, er Facebookgruppen 'Danske 806 sejlere' eller 'International 806' stedet. Her er det på en mere uforpligtende måde nemt at komme i kontakt med andre sejlere og bestyrelsen, og vi kan være i tæt kontakt, når træning og kapsejladser skal planlægges, eller hvis man skal have hjælp til en reparation.
Om 806’eren:
Længde, overalt: 8,06 m (26 fod)
Længde, vandlinjen: 7 m
Bredde: 2,33 m
Dybdegang: 1,4 m
Deplacement: 1.650 kg
Kølvægt: 720 kg
Storsejl: 15,5 m2
Fok: 12 m2
Genua: 19,5 m2
Spiler: 48,5 m2
Besætning (optimalt): 3 personer
Hjemmeside/Facebook: www.806.dk / Danske 806 sejlere
Blå bog om formand og bestyrelsesmedlem:
Navn: Søren og Steen Meinertsen
Alder: 51 og 55 år
Job: Søren udvikler og udruller fibernet for TDC, mens Steen er tekniker hos
Jacobs Douwe Egberts Proffesional.
Sejlklub: Vallensbæk Sejlklub
Sejler med: Bådbygger Lars Rye Jacobsen