Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Kapsejlads

Den danske Volvo-båd Trifork på 15. pladsen i Atlant-sejlads

Volvo 70'eren med skipper Bouwe Bekking samt gasterne Søren Wiegand Kristensen og Klaes Meier-Andersen ligger midt i feltet blandt de 30 deltagere i RORC-sejladsen. Et komplekst vejrscenarie med flere lavtryk udfordrer danskerne.

Af Sara Sulkjær |

Ikke alt er, som det plejer på Atlanten. Den klassiske passatvind, der efter Kanarieøerne driver sejlerne mod Caribien, viser sig fra sin særprægede side.

Et komplekst vejrsystem lurer i stedet i horisonten. Hvor den stabile og til tider kraftige passatvind sædvanligvis toner frem på deltagernes navigationsinstrumenter, er det denne gang et langt mere avanceret vejrkort, der pryder billedet.

Softwaren ville mod nord

For bådene i front venter et lavtryk i nord, mens de både, der har søgt længere mod syd, har ramt en bedre vind end spået. Et scenarie, der ikke umiddelbart synes optimalt for danskerbåden, der udgør feltets nordligste deltager:

- Det er udfordrende at finde en rimelig vej over til Grenada. Vi har valgt at stole en smule på vejrmodellerne omkring udviklingen af ​​lavtrykssystemerne og har søgt nordpå, forklarer Trifork-navigatør Aksel Magdahl på sejladsens hjemmeside og uddyber:

- Men vi var opmærksomme på risikoen for, at modellerne kunne tage fejl, så vi gik ikke efter den mest ekstreme rute rundt om Azorerne, som computersoftwaren ellers anbefalede.

Comanche ligger lunt i svinget

Besætningen, der føres an af Bouwe Bekking og fortrinsvis består af skandinaviske sejlere, har derfor oddsene imod sig, hvis de vil ramme podiet i Carbien.

En femteplads af seks både i IRC Super Zero-klassen og et tvivlsomt vejrvindue har mindsket medaljechancerne, ikke mindst da de øvrige konkurrenter i klassen befinder sig syd for danskernes 70 fod lange, forhåndværende Volvo Ocean Race-båd.

- Alle bådene med forskellige størrelser og hastigheder har forskellig timing omkring, hvor de helst vil påvirkes af lavtrykket, så det er svært at sammenligne os med Comanche eller de mindre både, så vi kigger på de andre Volvo-både, påpeger Aksel Magdahl, der dog må indrømme, at Comanche i øjeblikket ligger noget mere gunstigt på kursen mod mållinjen. 

Den 100 fod lange super-maxi, der blandt andet er kendt fra juleklassikeren Sydney-Hobart Race, har ikke blot en kortere distance i vente. Også færre dage med lavtryk er på Comanche-besætningens tegnebræt.

Se video fra Atlant-sejladsens start øverst i artiklen. Bådene kan følges via livetracking her.

Kilde: RORC Transatlantic Race

content-loader
content-loader
content-loader