Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Danskerne kæntrede under træning før sejladsen i august i Aarhus. Foto: Sailgp/Rockwool

Vil du sejle 50 knob? Dansk SailGP inviterer til prøvetræning i København som grinder

Den åbne prøvetræning løber indtil den 16. marts og giver spirende SailGP-atleter muligheden for at tage en standardiseret grinder-test, fortæller skipper Nicolai Sehested, der i slutningen af denne måned skal i kamp i San Francisco i den lynhurtige F50'er.

Af Troels Lykke |

Har du, hvad der skal til for at blive en del af det danske SailGP-hold? Det danske hold, der har Rockwool som hovedsponsor, har åbnet for en åben prøvetræning for kommende danske SailGP-atleter forud for SailGP's sæson 3.

Selvom det danske hold med Nicolai Sehested i spidsen i slutningen af marts skal sejle det sidste grand prix i sæson 2, det amerikanske grand prix i San Francisco d. 26. og 27. marts, har holdet allerede øjnene rettet mod næste sæson.

Et reelt billede

Forud for den kommende sæson har det danske hold således valgt at åbne for processen om måske at kunne blive en del af det danske SailGP-hold.

- Vi har hele tiden været meget tydelige med, at førsteprioriteten selvfølgelig har været at vinde SailGP, men derefter handler projektet i høj grad om at udvikle den næste generation af danske foiling-atleter. Vi håber, at dette initiativ kan sætte os i forbindelse med talentfulde sejlere i hele Danmark, forklarer Nicolai Sehested.

Den åbne prøvetræning løber indtil den 16. marts. Her har spirende SailGP-atleter muligheden for at tage en standardiseret grinder-test, som kan give et billede af, hvor tæt aspiranterne er på at konkurrere i verdens mest spændende kapsejlads.

- Selvom standardtesten ikke giver os det fulde billede af en aspirant, så er det den samme test, vi sender vores egne grindere igennem, og den giver et godt billede af konkurrencedygtigheden og de rå fysiske kvaliteter, der kræves for at kunne konkurrere i SailGP, påpeger Nicolai Sehested.

De bedste inviteres til prøvetræning

Det danske hold vil efter deadline invitere de bedste aspiranter til en eksklusiv prøvetræning med holdet i København.

Interesserede aspiranter kan lære mere om den åbne prøvetræning og deltage via dette link: www.rockwool.com/group/about-us/racing/denmark-sailgp-team/open-call/

content-loader
content-loader
content-loader