Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Ifølge flere kilder, som Søsiden fra Fyns Amts Avis talte med kort efter uheldet, sejlede den 84-årige pludselig "lige ind foran færgen". Foto: Troels Lykke

84-årig solosejler lettere kvæstet efter han blev sejlet ned af Strynøfærgen i Rudkøbing

En nordtysker i en Hallberg-Rassy 24 Misil pådrog sig sår i hovedet da han i en smal sejlrende blev ramt af færgen m/f Strynø. Den havarerede lystsejler fik hurtig assistance af mandskab fra Rudkøbing havn, en akut-lægebil, en ambulance samt af en tysk sejlerfamilie. Se billeder af båden.

 

Af Troels Lykke |

En 84-årig nordtysk alene-sejler pådrog sig sår i hovedet, da hans lystbåd mandag eftermiddag blev ramt af færgen m/f Strynø.

Kollisionen skete i sejlrenden i farvandet ud for badeanstalten i Rudkøbing.

Ifølge flere kilder, som Søsiden fra Fyns Amts Avis talte med kort efter uheldet, sejlede den 84-årige pludselig "lige ind foran færgen". Færgens skipper havde dermed ikke mulighed for at undvige, det skriver Fyns Amts Avis - se billeder.

Lystbåden blev ramt af færgens overhang ved stævnen i styrbord side. Ved kollisionen knustes bådens overbygning. Lystbåden hjemmehørende i Grauhöft på Slien er en ældre Hallberg-Rassy 24 Misil.

Færge afbrød sejlads

Færgen afbrød sin sejlads mod Strynø, og besætningen sikrede sig, at den nødstedte sejler fik assistance af en anden tysk lystsejler i nærheden.

Efter en kort undersøgelse i ambulancen gav sejleren overfor redningsfolkene udtryk for, at han ikke ønskede yderligere assistance. Den 84-årige gik derefter om bord i sin ødelagte båd for at hente personlige egendele.

Kilde. Søsiden, Fyns Amts Avis

content-loader
content-loader
content-loader