En sejlbåd af typen IF'er ligger for anker ved Nyborg - politiet efterlyser ejer
Kender du ejeren af båden, der ligger ved Teglværksskoven i Nyborg, så tip nærpolitiet i Nyborg, så der kan komme klarhed i sagen. Det er nemlig ikke ofte, at en sejlbåd bliver efterladt for anker i det område og slet ikke på denne årstid, skriver Fyns Amts Avis.
En sejlbåd, en rød IF'er, kan minbaad.dk supplere, har de sidste par dage ligget for anker ud for Teglværksskoven i Nyborg i Storebælt, og det har udløst en stribe bekymrede opkald fra forbipasserende til det lokale politi.
- Vi skal ud og have inspiceret sejlbåden med en drone og se, om det giver nogle spor i sagen. Men det bedste ville være, hvis vi kan få fat i ejeren og helt udelukke, at vedkommende er i problemer. Dog ser det tilforladeligt ud, som det er ankret op, så vi har umiddelbart ingen grund til at tro, at nogen er i havsnød, fortæller politiassistent Michael Stie til Fyns Amts Avis - klik og se foto af båden.
Ikke ulovligt at ligge for anker
Han understreger samtidig, at der tilsyneladende ikke er noget ulovligt i at ligge for anker på stedet. Dermed er der ikke tale om nogen straffesag, når ejeren melder sig.
Skulle man have kendskab til båden eller dens ejer kan man i dagtimerne ringe direkte til stationen i Nyborg med tip på telefon 21 35 21 91.
Kilde. Fyns Amts Avis

