76 fods historisk stålbåd Talisman renoveret på HCC Bådeværft i Marstal
Med Talisman-etiketeret vin i glassene, Stig Rossen som konferencier, hyret event-fotograf og premiere på kunstnerisk tegnefilm var der lagt op til en præsentation af de eksklusive, da en stålbåd fra 1920 blev vist frem efter en totalrenovering.
Dagens omdrejningspunkt var en lystyacht. Den totalrenoverede Talisman på HCC Bådeværft i Marstal.
Lokationen for den maritime feststund var både rustik og velvalgt for de omkring 100 mennesker omgivet af Talisman-historiske plancher i værftets hal, skriver Søsiden, Fyns Amts Avis. Se billedeserie
For yacht-kendere er Talisman noget ganske særligt. Den 76 fod lange sejbåd har mere end 100 år på kølen.
Den er bygget på det verdenskendte værft Abeking & Rasmussen og var værftets første yacht af stål. Dengang i 1920 var et stålbygget lystfartøj både innovativt og fremkaldte skepsis hos datidens traditionalister.
FAKTA:
Talisman af Kiel. Kommende hjemhavn Laboe i Kieler Fjord
Bådtype: Bermuda-rigget ketch, master af oregon pine
Byggeværft: Abeking & Rasmussen, Lemwerder (D) 1920
Designer: Henry Rasmussen
Konstruktion: Stålskrog 6-8 mm, 70 pct fornyet i 2001
Hoveddata: 23,4 m lang (LOA), vandlinje 13 m, 4,1 m bred, dybgang 2,5 m
Sejlareal: 190 kvm
Ejer: Talismann Schiffskontor Gmbh, ejet af en nordtysk forretningsmand, der ønsker at være anonym
Talisman er efter renovering på HCC Bådeværft i Marstal udstyret med en Toqueedo-elmotor på 140 hk drevet af tre lithium-batterier af type som i en BMW i3, i alt 120 kW.
Kilde: Søsiden, Fyns Amts Avis