Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
De glade vindere ved årets Sejlerskole Cup. Foto: Dansk Sejlunion

Eleverne på sejlerskolen i Aarhus er landets hurtigste

De aarhusianske sejlerskole-elever kunne løfte Det Gyldne Spilhåndtag ved First Sejlerskole Cup 2022, der blev afviklet for 10. gang i Kerteminde. Klubber fra hele landet deltog.

Af Sara Sulkjær |

Ni hold fra syv sejlklubber var med i kampen om det prestigefyldte gyldne spilhåndtag, da First Sejlerskole Cup blev afviklet i Kerteminde.

Efter en række spændende sejladser kunne Aarhus Sejlklub træde op på podiet som dagens vinder og vippede dermed Holbæk Sejlklub af tronen, som ellers har vundet stævnet de seneste to år.

Foruden vandrepræmien ’Det Gyldne Spilhåndtag’ og æren modtog Aarhus Sejlklubs sejlerskole en gavecheck på 5.000 kroner fra First.

Nummer to blev Holbæk Sejlklub, der vandt et VHF-kursus fra Dansk Sejlunion til hver af besætningsmedlemmerne. Tredjepladsen gik til Bisserup Sejlklub, der deltog for første gang.

Styr på manøvrene

De indledende sejladser startede lørdag kl. 10:15 efter fælles morgenmad og briefing af stævneleder Steen Frederiksen og baneleder Bjørn Steffensen, der meget præcist og enkelt forklarede sejladsformatet og de væsentligste kapsejladsregler.

Efter frokost blev de tre finalesejladser afviklet med de seks bedste både fra den indledende runde.

Ved First Sejlerskole Cup er der en instruktør med i båden som passiv 'vagthavende' - men det er de nye sejlere, der håndterer manøvrerne.

– Selv med skiftende vindstyrker og vind fra skiftende retninger var alle nye sejlere i stand til at føre deres både over målstregen i flot stil og i tæt konkurrence, siger Urd Kornø Rasmussen, uddannelseskonsulent hos Dansk Sejlunion.

Deltagere og resultater

Sejlerskoler fra Horsens Sejlklub, Bisserup Sejlklub, KDY, Aarhus Sejlklub, Holbæk Sejlklub og Kerteminde Sejlklub deltog i årets First Sejlerskole Cup.

Top-3:
1. plads: Aarhus Sejlklub
2. plads: Holbæk Sejlklub
3. plads: Bisserup Sejlklub

content-loader
content-loader
content-loader