Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Cilles mand, Christian, er nu i gang med at gøre Hallberg Rassy Mistral klar. Foto: Cille Rosentoft

Cille-blog: Vi lægger sejlerplaner til Götakanalen, selvom vi godt ved, at alt sikkert ændrer sig

Familien Rosentoft er sammen med alle andre bådejere i Danmark i gang med at klargøre båd. Deres Hallberg Rassy Mistral skal have en kærlig hånd, inden den søsættes 8. april. I Svanemøllehavnen bliver der lagt planer om den kommende sæson.

Af Cille Rosentoft |

Igen i år er det lykkedes os at komme lidt for sent i gang med klargøring af båd. Det er som om, det kommer bag på os hvert eneste år.

Vi går fra vintermørke og lukkede døre, og pludselig bliver vi ramt af solskin og lidt varme og vælter ud af vores hjem for at sætte gang i sæsonen igen.

Denne weekend blev der taget hul på bådarbejdet. Havnen summede af liv, og vi fik forårsfornemmelser. Nedtællingen er sat i gang, og vores “Humle” bliver søsat den 8. april.

Det gør ikke noget, at alle planer ændrer sig

Sol og livet i havnen har sat gang i planlægningen af sommerens sejlads. Seks uger skal bruges fornuftigt. Vi vil gerne opleve en masse, dog uden at have travlt. Vi planlægger, men ved også godt, at vores planlægning sjældent holder.

Det er samme opskrift hvert eneste år. Vi gør det, fordi vi glæder os, og fordi sommeren føles lidt tættere på, når planerne får lov at fylde.

Det betyder ikke noget, at vi sikkert ender med at ændre de planer 117 gange, og det betyder heller ikke noget, at bådbabyen sikkert stadig bliver søsyg, og at den første uges sejlads derfor er nødt til at tage hensyn til det faktum.

Skidt pyt med at vi endnu ikke aner, hvor eller hvornår vores teenagere hopper af og på båden. Og skidt pyt med at det måske bliver lortevejr hele sommeren.

Drømmer om at indtage skærgården

Lige nu er der ikke noget, der kan røre ved forventningen. Der er ikke noget, der kan ændre på, at vi er klar til at indtage Stockholms skærgård og Götakanalen. Den har vi nemlig aldrig prøvet før. Stockholms skærgård vender vi tilbage til, fordi vi ikke kan komme i tanke om et smukkere sted lige nu.

Alle de forventninger om en lang sæson med oplevelser på havet, delte vi med de andre sejlere i går. Vi gik på land og skrubbede, pudsede og malede og frøs helt vildt, hvis ikke vi stod i en solstråle.

Men snart er det tid! Snart er havnens bassin fyldt op igen, og vi mødes på havet i stedet for.

Cille

content-loader
content-loader
content-loader