Nicolai Sehested efter 3. plads i København: Vi irriterer de store hold
Det danske Rockwool-hold er endnu ikke et fast top 3-hold i SailGP, efter to seneste 3. pladser i Plymouth og København, forklarer Nicolai Sehested til minbaad.dk i et video-interview. Han fortæller også om hvorfor holdet tabte starten i finalen til vinderne fra New Zealand.
New Zealand SailGP Team vandt for anden gang i træk og har i den grad etableret sig som det nye, øjeblikkeligt bedste hold i tredje sæson af SailGP.
Ved dagens ROCKWOOL Denmark Sail Grand Prix gjorde Peter Burling og hans hold rent bord ved vinde alle tre indledende løb samt finaleløbet. På en flot dag med fyldte tribuner sejlede de således sejren hjem foran et imponerende Frankrig-hold anført af Quentin Delapierre.
Sejren betyder, at New Zealand lukker hullet i toppen af mesterskabsstillingen og nu kun er fire point efter førerholdet og naboerne fra Australien, som blev nummer fire og for første gang i sæsonen missede finaleløbet.
Men det danske SailGP Rockwool-hold er nu på en 3. plads, dog godt hjulpet af at det britiske hold sejlede på grund i torsdags og ødelagde deres sværd og sværdkiste.
Ikke et top-3 hold
Nicolai Sehested fortæller til minbaad.dk, at man endnu ikke er et etableret top 3-hold, men at man selvfølgelig arbejder på det.
- Vi er mere det hold, der irriterer de større hold, siger han om holdet, der blev luffet op i finale-starten, hvilket kostede en sejr, men en bomning er svær fortæller Sehested, da den tager 9 sekunder og det kræver meget timing.
København var det fjerde ud af de 11 ikoniske steder, som udgør løbskalenderen i SailGP Sæson 3. Saint-Tropez i Frankrig er næste stop om 19 dage, inden flåden af F50-katamaraner besøger Cádiz, Dubai, Singapore, Sydney, Christchurch og til sidst San Francisco i maj 2023.