Gå til hoved-indhold
Tur
Mikala Helwigh Kamper og Morten Risom ombord på Fællesskibet. Foto: Cille Rosentoft

Ungt par står ved roret på Fællesskibet - et sejlende bæredygtighedsprojekt

Mikala og Morten vil inspirere mennesker til at leve mere bæredygtigt. Derfor bruger de deres båd Fællesskibet som udgangspunkt for bæredygtige fællesskaber. Til juli sejler de ud i verden, for bæredygtighed og fællesskaber er ikke betinget af landegrænser.

Af Cille Rosentoft |

Mikala Helwigh Kamper på 28 år og Morten Risom på 29 år lever anderledes end de fleste. De har valgt fællesskabet til - både i deres bolig på land og på havet. På land bor de i kollektiv, og på havet bor de i Gammel Kalkbrænderihavn ombord på Fællesskibet S/Y Njord.

Alle i kollektivet bidrager til drift og vedligeholdelse med såvel penge som tid. Njord er en gammel kapsejladsbåd på 44 fod. Det er en one-off bygget i Italien.

Idéen om at skabe et Fællesskib opstod, fordi både Mikala og Morten er optagede af bæredygtighed og gerne vil inspirere andre til at leve med færre ressourcer og større omtanke for klimaet. Morten har tidligere drevet et klimaprojekt, hvor han blandt andet sejlede rundt i en 29 fods sejlbåd og inspirerede andre unge til at leve mere bæredygtigt.

Kål frem for kød

Nu har parret skabt deres eget projekt ombord på S/Y Njord. Når de sejler rundt i Danmark, oplever de at få mange gode snakke på tværs af generationer, køn og interesser. Ombord på siden af Fællesskibet hænger et stort banner, hvor der står “Kål frem for kød”.

Som regel afskrives de i nye havne først som en flok hippier, når de kommer sejlende, men så begynder samtalerne, og alle oplever, at de har meget tilfælles og kan inspirere hinanden på kryds og tværs.

- Vi vil vise alle mennesker, at man stadig kan leve godt, selvom man ikke lever med en overflod af forbrugsgoder hver dag. Et bæredygtigt liv kan være et godt og spændende liv, fortæller Morten om, hvorfor dette projekt er vigtigt for dem.

De vil inspirere andre til at vælge de ting, der giver rigtig værdi. Derfor sejler de rundt og tager sig tid til de gode og vigtige samtaler med mennesker, som ellers ikke mener, at klimakrisen har noget med dem at gøre. 

Mikala og Morten vil skubbe til mennesker ved at vise vejen, og det er netop, hvad de gjorde til Kulturhavn Festival i 2021, hvor de åbnede Fællesskibet for alle interesserede og serverede havregrød og økologisk kaffe og satte projekter i gang, hvor gamle sejl blev til nye fine stofposer.

Det kom der interessante samtaler ud af, og Mikala og Morten gjorde det meget konkret for deres gæster, da de viste, at klimabelastningen fra 200 gram oksekød og 40 kilo kål var lige stor. 

Det gode liv ligger i fællesskabet

- Vi tror på, at folk gerne vil gøre noget for klimaet og bruge de ressourcer, som har været brugt før. Men vi kan se, at der nogle gange skal mere til. Vi vil gerne vise mennesker, hvordan man kan gøre noget godt for klimaet, og vi tilbyder at gøre det sammen med dem - og pludselig kan en snak føre til handling, forklarer Mikala og fortsætter:

- Det gode liv ligger i fællesskabet. Der, hvor vi bruger hinanden og finder glæde i at hjælpe hinanden. Vi finder det også i vores kollektiv på land, hvor vi blandt andet inspirerer hinanden til at bruge gamle ting på nye måder.

- Vores mission er at vise, at hvis vi skal lykkes med en bæredygtig omstilling, så er vi nødt til at gøre noget mere og gøre noget andet. Forbrugeren skal lære, at vi skal give slip på noget af vores luksus og komfort, vi skal spare på ressourcerne, hvis vi skal klare det her. Det er netop det, vi gerne vil afprøve og inspirere til ombord på Fællesskibet, forklarer Morten og inviterer interesserede ombord til en snak.

Sejlende bæredygtighed

Når Mikala og Morten taler om bæredygtighed, så rummer det mere end den bæredygtighed, der omhandler klimaet. Det handler også om menneskelig bæredygtighed. De opfordrer til, avi alle gør noget, som gør os glade.

For dem er det et fælles projekt at ændre udviklingen, og de er ikke bange for at gå forrest og inspirere.

Du kan møde dem og Fællesskibet i Gammel Kalkbrænderihavn og ellers holde øje med den gamle kapsejladsbåd, som nu er blevet forvandlet til et sejlende Fællesskib. Skibet er lige nu igennem en større restaurering, som udelukkende sker ved hjælp af genbrugsmaterialer. 

Motoren skal skiftes ud med elmotorer, og til sommer sejler Mikala og Morten ud i verden. Deres plan er at sejle afsted i juli ned langs Europas vestkyst og videre til Middelhavet.

Du kan blive en del af projektet, for selvfølgelig skal Njord være et Fællesskib med plads til gaster. Mikala og Morten ønsker at dele deres rejseform og eventyr med flest mulige.

Du kan læse mere om Mikala og Morten og deres togter på www.faellesskibet.dk.

Om S/Y Njord:
• 44 fods kapsejler bygget til offshore kapsejlads

• Tilpasset sejlere på langfart

• Syv køjepladser, pantry, toilet og et rummeligt opholdsrum i stævnen

• Kulfiberskrog

• 13,5 meter lang og 4,15 meter bred

• Kølbåd og stikker 2,5 meter

• Masten er 21 meter høj og bermudarigget

content-loader
content-loader
content-loader