Håndboldspillerne var vilde med Rindom, da BT Guld blev uddelt ved Sport 2021
Samtlige af juryens fire håndboldspillere gav point til Anne-Marie Rindom, da vinderen af BT Guld-prisen skulle findes. Selvom Rindom sneg sig ind blandt de sidste tre nominerede, måtte hun se Viktor Axelsen tage prisen.
Fire ud af fire af juryens håndboldspillere sendte point i retning af den danske Laser Radial-sejler, der var med i kampen om BT Guld-prisen ved DR's store gallashow, Sport 2021. Den største score stod målmand Sandra Toft bag.
Hele tre point, som er det maksimale antal point, et jurymedlem kan tilskrive en nomineret, sendte landsholdsspilleren i retning af den danske OL-sejler. Også håndboldspillerne Niklas Landin, Anne Mette Hansen, Lasse Svan samt flere af de øvrige jurymedlemmer havde Rindom på deres top-tre.
17 jurymedlemmer stemte på Rindom
Alligevel var det ikke nok. Badmintonspiller Viktor Axelsen, der som Rindom tog en flot guldmedalje ved sommerens olympiske lege, toppede juryens liste, viser en opgørelse, som BT offentliggjorde efter uddelingen fredag aften.
Her kan du se, hvilke jurymedlemmer der sendte en stemme i retning mod Rindom:
Michael Mørkøv (cykling): To point
Rasmus Højgaard (golf): To point
Emily Kristine Pedersen (golf): To point
Alexandra Bøje (badminton): To point
Sverri Nielsen (roning): Ét point
Niklas Landin (håndbold): Èt point
Lasse Svan Hansen (håndbold): Ét point
Sandra Toft (håndbold): Tre point
Anne Mette Hansen (håndbold): Èt point
Cathrine Dufour (ridning): To point
Tobias Thorning Jørgensen (ridning): Èt point
Kristian Høgenhaug (triatlon): To point
Abdi Ulad (atletik): To point
Lisa Kjær Gjessing (taekwondo): To point
René Holten Poulsen (roning): Ét point
Peter Rosenmeier (bordtennis): To point
Signe Bro (svømning): Èt point
Få overblikket over alle atleternes stemmer hos BT her.
Axelsen rydder bordet
Også én af aftenens allerstørste priser, Årets Sportsnavn 2021, havde Anne-Marie Rindom på nomineringslisten.
Heller ikke her fik aarhusianeren vind i sejlet. Igen var det Viktor Axelsen, der kunne løbe med trofæet, mens Anne-Marie Rindom måtte nøjes med glæden over endnu engang at have sat sejlsporten på danmarkskortet.
Kilde: BT