Elvstrøm Sails Code Permanent Hoist er et stærkt sejl, der kan forblive i klar-position
Code Permanent Hoist, som også kan gå højt til vinden, er en del af "Code"-familien, men er specielt designet til at forblive oppe og hele tiden være klar. Sejlet kan sættes i havnen og kan derefter stå oppe hele dagen, natten over og endda i ugevis, mens du er på farten.
Hvis du ønsker maksimal power, og samtidig er på udkig efter en ekstrem nem håndtering på havet, er dette UV-beskyttede Code Permanent Hoistsejl løsningen, fortæller Elvstrøm Sails hovedkontor i Aabenraa til Minbaad.dk.
Sejlet har et højt skødehjørne (skødebarm) for bedre ydeevne i medvind og for bedre udsyn under sejladsen.
Sejlet er monteret med et AT-kabel og et bottom/up-rullesystem. Bottom/up-systemet betyder, at sejlet rulles fra bunden og op. Det reagerer derfor med det samme, når du trækker i skødet.
På grund af det noget stivere materiale vil sejlet forblive kompakt og fast, når det er rullet ind og ikke er i brug.
Materiale: Ripstop-vævning af polyester
Sejldugen er designet specielt til Code Permanent Hoist, og er en Ripstop-vævning af polyester, der er forstærket ved at tilføje polyester-væv og en ensidet film.
Idet dugen blot er forsynet med en film på den ene side, holder det laminatet "åbent" og "åndbart".
UV-beskyttelsen, der bruges til dette sejl, er Elvstrøms Solartex selvklæbende UV, som er tilføjet på filmsiden af sejlet.



