Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Dirch Petersen fra Dragør Bådeværft ses her til højre. PR-foto

Dragør Bådeværft hædres for ekstraordinær lærlingeindsats

Seks ud af 18 ansatte hos Dragør Bådeværft er lærlinge. Virksomheden tiltrækker fremtidens talenter indenfor bådebygning. Derudover løfter virksomheden et stort uddannelsesmæssigt ansvar. Derfor hædres Dragør Bådeværft med DI Hovedstadens Lærepladspris 2022.

 

Af Troels Lykke |

Hos Dragør Bådeværft uddanner de fremtidens bådebyggere og bådmekanikere. Udover solid faglig oplæring gør Dragør Bådeværft meget ud af at skabe et stærkt fællesskab på arbejdspladsen, der blandt andet inkluderer ture til bådmesser i udlandet og ugentlige motionstimer.

Den særlige indsats udløser DI Hovedstadens Lærepladspris 2022, der blev overrakt af Dragørs borgmester Kenneth Gøtterup den 26. april.

- Jeg er utrolig stolt over at modtage Lærepladsprisen. Vi ønsker at tage et ansvar ved at uddanne lærlinge, som har et højt fagligt niveau, hvor vi under uddannelsen konkret udformer opgaverne, så de passer til den enkeltes kompetencer, fortæller Dirch Petersen, ejer af Dragør Bådeværft.

Eleverne skal elske at gå på arbejde

Det er ikke kun værftet, der drager nytte af lærlingene. Også hovedpersonerne selv skal holde af at gå på arbejde, understreger værftsdirektøren:

- Eleverne skal have en god oplevelse og elske at møde ind på arbejde om morgenen. Det er meget motiverende at modtage denne anerkendelse, der bekræfter, at vi gør et godt stykke arbejde, for det er et område, som mit hjerte virkelig banker for, påpeger Dirch Petersen.

At elevernes trivsel er i fokus er den afgørende faktor for, at den fornemme pris nu har kurs mod Dragør-værftet:

- Dirch og resten af kollegerne uddanner den næste generation af dygtige bådebyggere og bådmekanikere med gode praktiske kompetencer, men det som især gjorde udslaget for, at Dragør Bådeværft skulle vinde, det er, hvor tydeligt man fornemmer, hvordan elevernes trivsel er i fokus, siger Kenneth Aaby Sachse, næstformand for DI Hovedstaden.

Fakta om lærepladsprisen:
DI Hovedstadens Lærepladspris uddeles hvert år til en virksomhed, der i ekstraordinær grad tager hånd om deres lærlinge.

content-loader
content-loader
content-loader