Jordomsejler og SailGP-skipper Nicolai Sehested talte på Idrætshøjskolen i Sønderborg
- Vi var så heldige, at Nicolai Sehested havde tid til at komme forbi og fortælle om jobbet som skipper på Rockwools danske satsning i SailGP. Der var også tid til historier fra Volvo Ocean Race og Marchrace Touren, fortæller lærer, Peter Ole Lindum.
- Det var lidt af en gave at få besøg af Nicolai Sehested, især for de mange elever, som i disse uger er startet på udendørsperioden til sejlads i skolens J/80’ere og Hobie Cats, ligesom vi også havde interesserede fra Sønderborg Yacht Club til arrangementet, fortæller Peter Ole Lindom fra Idrætshøjskolen i Sønderborg.
Han fortæller videre til Minbaad.dk:
- Op mod 90 af de 170 elever på vores forårshold har specifikt ønsket sejlads som fag, og de havde en super oplevelse ud af at høre om de højteknologiske F50’ere, som Nicolai sejler - for eksempel om vandet, der bogstavelig talt koger, når det passerer foils i titanium og kulfiber.
Eleverne var imponeret over de mange detaljer på F50eren:
- Fx at der konstant skal udvikles 400 watt af grinderne for blot at kunne trimme vingen, at flyvehøjden skal holdes indenfor få centimeter for ikke at koste enten fart eller wipeout op i luften. Og Nicolai fortalte også, at de samarbejder meget med folk fra formel 1 mht ingeniørarbejde og databehandling (der er mange tusind måleparametre, som kan analyseres på båden), fortæller Lindom.
Sehested valgte smuttur hjem fra Paris
I øjeblikket træner Sehested i Paris - alligevel havde han tid til at besøge de danske højskoleelever:
- Vi var heldige, at han valgte en smuttur hjem fra Paris mellem træningerne i simulator dernede til at berige os om professionel sejlsport på højeste niveau, før det igen går løs med sæson 3 på Bermuda 14.-15. maj i SailGP-serien, nu med 10 foilende F50'ere på startlinjen, slutter Peter Ole Lindom