Gå til hoved-indhold
Tur
Her vinker Trine og de tre børn til far og gaster i Muros for selv at tage tog og bus. Privatfoto

Trine Røge Sund i Caribien: Angsten for at sejle skal ikke smadre vores drøm

Trine og Søren og deres tre børn er i Caribien. Det har ikke været nemt at komme dertil, for Trine udviklede allerede inden afgang fra Danmark en voldsom angst for at sejle. Men det skulle ikke ødelægge deres drøm om to års langturssejlads. Cille Rosentoft taler med Trine på Grenada.

Af Cille Rosentoft |

- Jeg er ikke bange for at båden synker, eller at vi kommer til skade. Jeg er angst for angsten og angst for, om jeg kommer til at hade det her. Det er ikke rationelt, forklarer Trine Røge Sund og uddyber: 

- Men jeg er så bange for, at jeg kommer til at hade det. Bange for, at jeg ikke vil drømmen alligevel. 

Skal det være sådan her?

Første gang følelsen opstod, var familien på vej til Kiel. Der var ingen vej tilbage. Huset, hvor de boede til leje, var opsagt, og båden var deres hjem. 

Søren og Trine havde sagt deres jobs op, de havde boet på båden i to år og knoklet for at blive færdige. Nu skulle eventyret begynde. Og så dukkede tvivlen og angsten op hos Trine.

- Vi havde seks uger til at nå over Biscayen fra Reersø. Vi havde derfor travlt og skulle i snit sejle seks timer om dagen for at nå det. Jeg ville ikke have, at børnene skulle blive bange, så jeg var super opmærksom på vejrudsigterne, forklarer Trine: 

- Men på dette tidspunkt havde jeg intet begreb om, at det ville være mig, der var mest bange. Fra Langeland til Kiel havde vi en hård tur, og børnene blev søsyge og kastede op, og jeg var presset. 

- Da min datter, Anna, skulle tisse for anden gang på kort tid og min reaktion var: “nej, du skal ej, du har lige tisset!”, tænkte jeg “Hvad fanden er det, vi har rodet os ud i? Skal det være sådan her i to år?”

Flove følelser

Dér startede angsten, og Trine blev efterfølgende bange for at blive ramt af den følelse igen. Efter turen fra Langeland til Kiel satte hun sig i en park og græd og prøvede at få følelserne på plads, uden at resten af familien skulle opdage, hvad der foregik i hende.

Mest af alt havde hun allerede der lyst til at vende om, sælge båden og købe en autocamper.

- Det sværeste var, at jeg ikke kunne dele det med nogen. Jeg ville jo ikke ødelægge de andres drømme, og jeg var flov over mine følelser. 

Derfor blev dagbogen Trines fortrolige:

Dagbogsnotat 19.9.2021:

Jeg føler mig så forkert, åndssvag og alene! Jeg føler, at jeg er en byrde og en kæmpe bremseklods for eventyret! Jeg tør slet ikke at tænke på, hvis jeg faktisk gav op! 

Hvor mange menneskers drøm jeg bare spolerer! For ikke at tale om det nederlag det ville være!

Havnelivet var let i Danmark

Trine på 32 år arbejdede hjemme i Danmark som lærer og Søren på 34 år som klejnsmed. Deres tre børn, Rasmus på ti år, Anna på otte år og Magnus på seks år havde deres hverdag i skole og børnehave hjemme i Hornslet, hvor familien boede. 

De sidste to år inden afgang boede de på deres båd Impossible, en Mamba 36, i Kaløvig Bådelaug.

Da de købte båden i 2019 og flyttede ombord i maj 2019, var det med fokus på at klargøre båden til langtur. At bo på båden i Danmark var bemærkelsesværdigt nemt for familien. Nærheden og det simple liv tiltalte dem og var også årsag til, at de i første omgang valgte at tage på langtur. 

Vi skulle have sejlet mere inden afgang

De havde været søgende i nogle år og havde overvejet både at bo i en bus eller et tinyhouse. Da de købte en mindre båd og begyndte at sejle, var det som om, alle brikker faldt på plads. Det førte til købet af deres Mamba 36 i 2019.

Trine og Søren havde ingen erfaring med sejlads, men meldte sig begge til duelighedsbevis og sejlede også kapsejlads. De var vilde med det! Men hvis der var noget, som Trine ville have gjort anderledes, er det at have sejlet mere i Impossible.

- Vi sejlede nok for lidt i perioden inden afgang. Vi sejlede begge kapsejlads og på skolebåde, men ikke nok på vores egen båd, påpeger Trine og fortsætter:

- Der er kæmpe stor forskel på at sejle andre mindre både og så at sejle sit hjem ude i verden med alt det vigtigste ombord.

Hvorfor tager I ikke bare hjem?

Når Trine snakker med familie eller venner om livet på havet og om den angst, der fylder meget i hende, spørger de alle sammen, hvorfor familien dog ikke bare tager hjem. De undrer sig over, hvorfor Trine vil udsætte sig selv for det.

Men så simpelt er det ikke, ifølge Trine. Det er meget mere nuanceret, for Trine er jo vild med alt andet ved eventyret. Bare ikke at sejle.

- Jeg elsker jo alt andet end at sejle. Men jeg kan ikke få det ene uden også at få det andet. Vi har været nødt til at finde vores vej, for vi vil have det her eventyr og de her oplevelser, og så må vi jo finde en vej, så vi kan få det liv og den tid sammen. Det her er mit hjem, og jeg elsker livet ombord, bare ikke når vi sejler, siger Trine.

Løsningen har for familien været at lade Trine og ungerne rejse på en anden måde end til havs. Søren har derfor på flere stræk sejlet med gaster, mens Trine, Rasmus, Anna og Magnus i stedet har transporteret sig med tog, bus eller fly. 

Derudover øvede hun sig langs Portugals kyst, hvor hun oplevede, at hun ved at sejle små bidder hver dag faktisk kunne slippe for angsten. Det er den øvelse, Trine nu med succes fortsætter på den anden side af Atlanterhavet.

Drømmer om Bahamas

Hvis Trine skal pege på én enkelt ting, som angsten har givet hende, er det, at hun har fået nye briller at se andre mennesker igennem. Hun møder i sit arbejde som lærer mange, der er påvirkede af angst. Nu har hun selv oplevet, hvad det vil sige.

- Hele min krop ryster, når vi sejler. Jeg kan ikke styre den, og jeg siger ting, som jeg ellers aldrig ville sige foran mine børn. Når vi er i land igen, er jeg helt udmattet og kan sove en hel dag, fordi min krop og mit sind har været på overarbejde, forklarer Trine.

Trine holder de korte sejlture ud og nyder livet, når familien ligger stille. Håbet om, at hun kan nå at vinde over angsten, er stadig til stede. Trine har droppet alle tanker om at krydse Atlanterhavet hjem, men der er en destination, der er særlig vigtig for hende at besøge.

- Jeg har stadig en drøm om at komme til Bahamas. For Søren og børnene er det det ultimative eventyr, og det vil jeg ikke sætte en stopper for. Jeg håber derfor, at det kan lade sig gøre for os som familie. Man skal ikke gå i graven og tænke, at der er noget, man skulle have gjort. 

- Det er derfor, vi er herude nu, og det er derfor, jeg kæmper for at slippe for angsten, afslutter Trine og slår fast, at hendes første tur i Caribien, efter at være landet med fly, var en 22 timers sejlads i store bølger. Så der sker en positiv udvikling.

Monsteret skal ikke vinde

Nu skal familien snart forlade Grenada, hvor de har tilbragt de sidste tre måneder. Turen går til Guadeloupe, hvor familien venter besøg hjemme fra Danmark i slutningen af oktober. 

Trine er ikke tryg ved tanken, men vil endnu en gang tage kampen op mod den angst, som hun har døbt sit “monster”. Monsteret skal ikke have lov at vinde! 

Familien ved endnu ikke, om båden skal sejles hjem af Søren med gaster, eller om de vælger at sælge den på denne side af Atlanterhavet.

content-loader
content-loader
content-loader