Cille om Biscayen - det svageste led styrer beslutningerne på langtursejlads

Som en naturlig del af processen ved at være på vej hjem fra vores eventyr, snakker vi meget om turen, de forskellige faser vi har været igennem som familie, de mange eventyr, oplevelser og mennesker vi har mødt og de mange beslutninger vi har truffet undervejs.

Det svageste led

Som jeg har skrevet om tidligere blev det hurtigt klart for os at alle planer vi havde lagt, kunne blive udsat for ændringer.

Det besluttede vi at være åbne overfor - udfra den overbevisning, at der altid skulle tages hensyn til "det svageste led".

En klog beslutning

Vi ville være sikre på, at hele familien var klar til de udfordringer, vi kunne risikere at stå overfor og være sikre på, at alle kunne følge med.

I forvejen var det en lidt svær periode for ungerne (og mig!) - vi havde ikke noget hjem i Danmark mere, alle vores møbler var solgt, der var sagt til familie og venner, og vi var på vej på et eventyr, som vi ikke helt vidste hvad indebar.

Derfor blev vores motto: ingen skal presses urimeligt og alle skal kunne følge med i det der sker. På den måde troede vi på, at hele familien ville udvikle sig i et tempo der var passende. Det var - i bagklogskabens lys - en klog beslutning.

Skipper alene på Biscayen

Men det betød også, at vi efter en hård start på vej fra Danmark til Biscayen, tog en beslutning om at hele familien, undtagen skipper Christian, skulle flyve til A Coruña i stedet for at sejle over Biscayen.

Vi var sent på den efter en lidt for sen afgang fra Danmark, udfordringer med vind og vejr og et behov for at opleve de byer vi sejlede til. Og forholdene var ikke optimale for sejlads i Biscayen i starten af september.

Så vi pakkede vores tasker og tog afsked med skipper Christian, som efter mange forsøg på at finde en gast, endte med at tage turen over Biscayen alene.

Mens vi ventede først i A Coruña, derefter i Vigo og til sidst i Baiona, ventede skipper i Falmouth på det helt rigtige vejrvindue. Det kom først den 14. september. Turen over Biscayen skrev skipper om i sin logbog, som kan læses her.

Krydse Atlanten med baby?

Og 4 dage senere tog vi imod ham, vores hjem og gode røverhistorier fra Biscayen i havnen i Baiona.

Det var en træt og ret stolt skipper, som havde fået lov at kæmpe ene mand mod Biscayen. Og imens oplevede resten af familien både A Coruña, Vigo og Baiona og havde vores helt eget eventyr.

Og vores motto om ikke at presse familien var den bedste beslutning. Det er også det motto vi lige nu forholder os til i overvejelserne om turen over Atlanten.

Kan man krydse Atlanten med en baby på 2,5 måned...?

Liva og Bertram på stranden i Vigo. Foto: Cille Rosentoft.

Ungerne venter i Baiona. Foto: Cille Rosentoft.

Efter 4 dage var skipper i havn i Baiona. Foto: Cille Rosentoft.