Gå til hoved-indhold
Test
44 knob var topfarten med en Mercruiser 250 benzinmotor, der var støjsvag under testen. Fotos: Troels Lykke
Test
Test
Test
Test
Test
Test
Test
Test
Test
Test

Test af Viper 233 - dagsejler Made in Germany med luksus og fartblindhed

Viper 233 var som en dyr Audi, da vi skubbede gashåndtaget frem på dagsejleren. Den 250 liter Mercury-motor spandt uden at larme, og accelerationen var slående, indtil vi nåede 44 knob. Sejlglæde og luksus mødte os på testen.

Af Troels lykke |

Det var ikke nødvendigt at vende min kasket om, da jeg for alvor satte skub i Viper 233 på Aarhusbugten, der var som stuegulv. Helt perfekt til motorsejlads.

Kasketten ville ikke ryge af, da man sidder godt, dybt beskyttet bag det solide vindspejl.

Fire sekunder tog det, før den 1,8 ton speedbåd planede 14 knob, små 15 sekunder senere og med et sug i maven var topfarten 44 knob, viste Raymarines Axiom-kortplotter, efter der blev lukket helt op for de 250 hestekræfter fra Mercury, der er en 4,5 liters V 6-motor.

26 liter brændstof i timen

Med den fart ville en fyldt benzintank på kun 185 liter hurtig være tømt, men sænker man hastigheden til 25 knob, vil der trods alt gå lidt over syv timer, før man løber tør, da man med den cruisinghastighed bruger 26 liter i timen, viste måling på båden.

Selv med tre gæster om bord, én i pilotsæde og to i U-sofaen, ville farten sandsynligvis runde 40 knob. Alle om bord sidder dybt og behageligt på tykke hynder og ryglæn.

Båden fås med motorer fra 200 hk og helt op til 420 hk fra Mercury, hvor topfarten vil runde over 50 knob.

Smart adgang til badeplatform

I styrbord side kan et smalt stykke ryglæn fjernes, så man let kan træde ud på den meget brede agterperron.

Fjerner man et større stykke ryglæn er det muligt at åbne til motorrummet, der er ordnet, så man let kan komme til filtre og batterier.

Alt var under kontrol, også hvis vi provokerede båden, selv med den høje hastighed.

Du blev hurtigt fartblind, fordi bådens motor er godt lydisoleret, og fordi du føler, at sejladsen er tryg, og intet rasler og larmer, i hvert fald ikke da vi testede og kæmpede og akkurat sejlede fra en lidt større Auster 740 CC, som Dansk Marine Center ved Risskov ligeledes forhandler.

Tidløst design

Viper 233 får smilet frem, når man sejler på den tidsløse speedbåd, der har rappe linjer med lavt fribord og skarp stævn med mere end 22 grader skarpt V-skrog, der gør, at bølger let kløves.

Det elektriske rat gik som smurt i olie. Det er noget af det, du betaler for. Men også det, der øger sejlglæden betragteligt. Cockpittet er også en nydelse at se på.

Apteringen er lavet professionelt, og den kolde glasfiber er dækket af en beklædning i specialfremstillet marinelæder fra Recaro-fabrikkerne. Denne marinelæder er standard i alle Viper-både, fortæller Pauli Andreasen fra Dansk Marine Center.

I dørken og på badeplatformen er kunstigt teakdæk, SeaDek, monteret. Det er både skridsikkert, holdbart, er let at holde og bliver ikke for varmt på en sommerdag.

Badeplatformen er ideel til at bade fra eller kravle op på, efter man har stået på vandski efter Viper 233'eren, der ubesværet kan trække en vandskiløber.

Én overnatning går lige

Sejler man fra Aarhus til Samsø på en times tid, kan man let vælge at sove i båden, hvis man kun er to om bord. Det sker i den lidt mørke kahyt, hvor der dog kommer lys fra en skylight, som også sørger for ventilation.

Man sidder ikke komfortabelt om læ, dertil er der for lavt til ruftaget, men når et midterstykke er lagt ud, kan to personer fint sove en nat, uden at det føles klaustrofobisk.

Men man skal ikke købe båden, fordi man vil holde sommerferie i to uger. Dertil er kahytten for lille, selvom der også er gjort plads til et mobilt Porta Potti-toilet i styrbord side, ved nedgangen til kahytten. Lys kan der også tændes i kahytten, og hynderne er af fin kvalitet.

Bådens styrke er helt klart på en dag med sol, hvor et bord også let kan sættes op i cockpittet, hvor fire personer fint kan sidde i båden og nyde en frokost, eller man kan plane afsted, hvis bølgerne ikke er for store.

Båden er trods alt kun syv meter lang, men 2,5 meter bred, hvilket gør, at den lovligt kan trailes, dog efter en større bil, da båden inklusiv trailer vil overstige to tons.

Når det regner

Kommer der regn, kan man også dække sig med biminitop med front, side og agter og med en ståhøjde på 1,85. Den koster dog 25.461 kroner. Du kan også vælge en åben bimintop, her falder prisen til 12.520 kroner.

Skinner solen, kan man slikke sol agter fremme på fordækket, hvor der findes hynder, man kan montere. Ønsker man at holde champagnen kold, kan man købe en Waeco-køleboks til 7.862 kroner, inklusiv ekstra batteri. Køleboksen placeres under et sæde i cockpittet.

Skal du have skyllet saltvand af, findes der en bruser med ferskvand på badeplatformen i styrbord side.

Konklusion

Båden har en stor fun-faktor, for sejlglæden er helt i top på den tyskbyggede sportsbåd. Båden sejler ubesværet, også i de hækbølger vi krydsede, uden der kom vand i cockpittet.

599.000 kroner sejlklar med diverse ekstraudstyr er selvfølgelig mange penge, man hvad betaler man ikke for en ’Søens Audi’, der leverer kvalitet hele vejen igennem.

Prisen er ikke ublu i forhold til både, vi tidligere har testet med samme høje kvalitet. Båden får sin egen personlighed blandt de masseproducerede både, hvor de fleste i dag støbes i Polen, men ikke denne tysker, der fremstilles 100% på værftet, hvor Viper Boats gennem mere end 20 år har produceret både.

I dag fås Viper-bådene mellem 20 og 32 fod, og du kan selv bestemme skrogfarve, motorer og udstyr.

Alle Viper-bådene afprøves i vandet inden afgang fra den tyske fabrik, hvilket giver et års ekstra fabriksgaranti på Mercury-motorerne. 

Viper 233:
Bredde: 2,50 m

Vægt: 1770 kg

Dybdegang: 0,91 m

Motorfabrikant: 200 Mercury

Topfart under test: 44 knob

Brændstoftank, benzin: 185 liter

Sovepladser: 2 styk.

Trailer: 28.000 kr.

Pris: 527.836 kr.

Pris som testet med udstyr: 599.000 kr.

I denne pris på 599.000 kr. er båden opgraderet med 50 hk større motor, Raymarine Axiom-kortplotter med motordata, SeaDek-belægning i cockpit og badeplatform, stereoanlæg, sidebeslag til cockpitbord samt transport fra værft i Tyskland til Danmark.

Båden importeres af Dansk Marine Center, Risskov

content-loader
content-loader
content-loader