Gå til hoved-indhold
Tur
Kør til Middelhavet og sejl, siger Per Cederberg fra Vejle-kanten, der er vild med det. Samtidig forhandler han også Seascape. Fotos: Per Cederberg
Tur
Tur
Tur
Per Cederberg med sin søn.

Det er bare fedt at sejle i Middelhavet i sin egen sejlbåd - postkort fra Per Cederberg

Per Cederberg er ofte i Middelhavet og sejle i sin First 27 SE, enten kapsejlads i Kroatien med andre Seascape’s, eller tursejlads med familien. I år havde de planlagt en lidt større tur til Korsika og Sardinien, hvor vi ville have god tid, næsten fire uger i alt.

Af Per Cederberg |

Minbaad.dk har fået tilsendt et postkort fra Per Cederbergs tur rundt i Middelhavet. Per og familien kørte sydpå med båden på en trailer, og har de seneste par uger sejlet rundt med sin familie i sin Benetau First 27 SE og nydt sommeren. Læs om hans tur her: 

Når man er til søs starter og slutter alting jo med vejret. Vi var afsted midt i hedebølgen, hvor der blev målt 43 grader på Sardinien, men når der var vind under sejlads eller når vi lå for anker under solsejlet og badede non-stop, så var varmen intet problem, tværtimod. Ligeså snart man kommer ind i en by derimod, og der ingen vind er, så bliver det alt for varmt.

Perfekte forhold til søs

Vinden i Middelhavet er berygtet for at kunne skifte hurtigt, og komme ud af ingenting. Sidste år ramte en orkan meget usædvanligt i august måned, i det nordlige Middelhav og sank ca. 100 både!

I år, mens vi sad i hedebølgen, var der også usædvanligt uvejr i Norditalien med orkanagtige vinde og tordenbyger med kæmpehagl.

Så, vejrudsigten blev studeret flittigt, da vi med en 2-årig ombord på en First 27, vægter tryghed og sikkerhed som selvklart første prioritet. Heldigvis er var der masser af beskyttede bugte i området, med god sandbund, så har man godt anker-grej, kan man ligge trygt for anker, også i kraftig blæst.

Men det fik vi slet ikke noget af. Vi havde tværtimod tre uger med fantastisk vejr, nogen perioder med vindstille, men søbrise næsten hver dag. I området mellem Korsika og Sardinien (Bonifacio strædet mv.) var der altid frisk vind på grund af tunneleffekten mellem de to øer.

Der var tidspunkter hvor man kunne forveklse landskabet til noget andet. Det skete for eksempel da vi sejlede over Bonifacio strædet for anden gang, med en frisk vestenvind. Himlen var blå, havet havde små hvide skumtoppe og båden planede afsted med 10 knob, mens vi sidder i badetøj og redningsvest. I dette øjeblik tænkte jeg, vi lige så godt kunne have været i Caribien.

Det er en surrealistisk oplevelse, fordi at for blot fem dage siden stod den selv samme båd hjemme i indkørslen i Danmark. 

Lille båd - store muligheder 

Ombord på den lille båd har vi alle bekvemmeligheder (mener jeg, omend det er på begrænset plads) såsom: køleskab, bærbar grill, SUP, cockpitbrus, solsejl + parasol, spil og bøger, foruden mad og drikke til 4-5 dage, og 2 klapvogne! Jeg kan godt mærke den ellers lette båd har fået et par 100 kg mere at slæbe rundt på. 

Det går generelt rigtig fint med junior på to år. Det er nyt for ham at kunne rende i bar røv på stranden, og lege i vandet, det ser ud til at passe ham fint. Junior og jeg har en morgenrutine med at tage en tur rundt i bugten på SUP. Så sidder han foran og peger og siger ”den vej”, hvorefter vi padler til stranden og han leger og bader i vandet. Det er kvalitetstid for os begge.

Alle sanser blev vækket 

Området vi sejler i er ca 50 x 20 sømil, og vi sejler mest små ture fra den ene bugt til den anden. På Korsika lå vi i bugte, som ikke havde adgang fra landsiden, bare vild natur. Vi kan trække kølen op så båden bare stikker 80 cm, så man stort set ligger i strandkanten.

Her kan man høre et lydinferno af cikader omringet af høje bakker med fyrretræer i en natur, fuldtstændig uberørt af mennesker. Ved midnatstid kunne vi se mælkevejen, og her badede vi i morild. Vi lå i bugter med masser af liv på stranden, barer og restauranter, så kunne det hænde, at vi kom til at smage lidt af det ikke-så-ringe lokale køkken.

Satte familien af i lufthavnen og oplevede delfiner

Til slut sættede jeg planmæssigt familien af i lufthavnen. Den sidste tur over det Tyrrhenske hav startede friskt med vestenvinden, der stod med 10-12 m/s som en fane ud af strædet.

Jeg gav ”Let’s Sea” lidt gas og planede 12-16 knob i morgensolen. Bølgerne voksede, hvilket kun gør dem sjovere at surfe på, indtil vinden døde på et tidspunkt og jeg måtte sejle for motor lidt igen. Delfiner kom forbi, og jeg så endda en hval der lå i vandoverfladen og pustede ud, ca 50 meter fra båden. 

Alting har en ende, selv de tyske motorveje, så nu står båden hjemme i indkørslen igen. Jeg savner morgendukkerten i det azurblå vand, solen og varmen, lyden, duften og smagen af Middelhavet. Mon ikke der kommer en tur sydpå igen på et tidspunkt?

- Per Cederberg 

content-loader
content-loader
content-loader