Cille blogger: Sæsonen slutter og vi gør status - vi har sejlet for lidt

Vi har ikke været nok på havet og haft den der sammenhængende tid, der gør, at sejlerlivets udfordringer, nedture og hårde arbejde fuldstændigt forsvinder i lange lyse nætter, sejlture, simple måltider og tid sammen. Vi har glemt at tage vores tid alvorligt og fylde den med netop dét, der giver mest mening for os. 

Det er ikke optimalt at skulle have båden på land om lidt over en uge, når vi har det på den måde. Men op skal den, og vi er derfor begyndt at planlægge næste års sejlads.

• Vi er enige om, at vi skal have mere tid på havet!
• Vi er enige om, at vi skal flytte ombord tidligere!
• Vi er enige om, at vi ikke skal lave så mange planer, at sejladsen hele tiden skal tilpasses. 
• Vi vil langt hellere tilpasse livet til sejladsen og invitere mennesker og oplevelser ombord.

Jeg drømmer om en tur mere i Gøtakanalen. Det var sidste års sommertur, og det var fantastisk for hele familien. I år er vi kun nået til de sædvanlige omkringliggende havne og er aldrig kommet rigtigt ned i tempo. Jeg tror dog ikke, at jeg kan overtale min skipper til endnu en tur i Gøtakanalen. Han drømmer om vind og hav og lidt mindre motor. 

Til gengæld drømmer vi begge om endnu en tur i skærgården ved Stockholm, så måske alle ender med at blive glade i en eller anden kombination. 

Da vi blev ramt af, at det danske sommervejr ikke var rigtig sjovt, fik vi mulighed for at bytte vores bolig med en båd i Middelhavet. Se, dét var noget for os! Vi levede ombord i ti dage for anker og fik lyst til mere.

I går gjorde vi status. Min skipper er lige kommet hjem fra Tenerife, hvortil han har sejlet en båd fra Malaga. Syv døgn på havet, delfiner, nattevagter, tid der går i stå og plads til gode snakke i cockpittet. Han er derfor helt i en anden sejlerverden og er med på, at alt lige nu skal handle om det.

Vi er nogenlunde enige om erkendelserne fra sommeren, der gik. Jeg tror dog ret sikkert, at min skipper stadig drømmer om en større båd. Ellers ved jeg i hvert fald ikke, hvorfor han dagligt tjekker både på markedet?

Erkendelser fra dette års sejlads:

• Det er en vild følelse at have sin ældste søn sejlende ved siden af i egen båd. Også vildere end vi havde forestillet os. Det er en følelse af primært stolthed og en lille bitte smule “Oh no …”.
• Vi har brugt båden meget mere i hverdagene og har forlænget sommeren ved at sejle ud efter børnehave, skole og arbejde og kaste anker, spise nem mad, bade og nyde livet. Jeg har også igen i år brugt båden som mit flydende kontor, og det fungerer stadig virkelig godt for mig.
• På en kort og stille tur til Flakfortet stødte vi ind i vores tidligere båd, Johanna. Den Bianca 420, som var vores hjem i næsten tre år og passede på os på vores langtur. Vi blev budt ombord, og det gjorde stort indtryk - særligt på mig. Tænk, at man ikke behøver at sejle mere end en times tid, før de gode oplevelser står i kø og sender alle afsted på en tur i minderne. Sylvester havde lidt svært ved at forstå, at det rent faktisk var hans allerførste hjem. 
• Vi bliver færre og færre i familien, som gider at sejle med eller bare at være sammen med os. Det betyder, at alle de bange anelser, vi havde ved at købe en forholdsvis lille båd til en temmelig stor familie, ikke længere er eksisterende (hos mig). Vi er oftest kun min skipper og mig, vores bådbaby på fem år og hunden Maggie. Alle de andre børn har travlt med at leve deres liv alle mulige andre steder end med os. Så nu er 33 fod, som vores Hallberg Rassy Mistral er, en helt fin størrelse. 
• Båden fungerer som et godt fristed, når man er 17 år, og sammen med sine venner ikke lige ved, hvor man skal gå hen. Det har betydet lidt for meget støj på S/Y Humle på dumme tidspunkter og en hel del undskyldninger (og chokolade) til nabobåden i vores hjemhavn. Det skal ikke gentage sig næste sæson.
• Vi er ikke færdige med at sejle langt og sejle på en anden måde, end vi gør i Danmark. I år lånte vi en båd i Middelhavet og havde ti dage med det søde ankerliv. Vi blev sendt direkte tilbage til vores langtursliv. Livet leves anderledes for os. Alt opleves mere intenst, smager bedre, dufter stærkere og tiden er en anden.
• I år har vi opdaget, at båden kan bruges til at skabe et rum uden børn. Vi har mødtes i mange frokostpauser til tid og en dukkert og har taget lidt af livet tilbage på den måde. Vi bilder os også ind, at vi bliver lidt mere effektive, når vi husker at holde ordentlige pauser.
• En ret vigtig erkendelse denne sommer handler om søsyge. Vores mindste lille fyr, som er født i Caribien, har krydset Atlanterhavet, da han var to måneder og har boet hele det første år på en båd, har kæmpet med søsyge, siden han var ét år. I år blev han ikke søsyg overhovedet. At det eventuelt kan hænge sammen med, at vi ikke har sejlet så meget, det forholder vi os ikke til. Vi tror på, at han er kommet over sin søsyge og er klar til flere sejlereventyr.

Nu begynder det, som jeg synes er allermest kedeligt. Båden skal på land. Alt skal lukkes ned, ryddes op, ordnes og så videre. Det sætter det hele i perspektiv, og når vores båd er på land, ryger lidt af vores frihed. Hvor skal vi så gemme os, når hverdagen bliver lidt for kedelig? 

I år prøver vi at leve lidt gennem vores ældste søn, der er på vej til Middelhavet i egen båd. Han kæmper med lavtryk på lavtryk, men får nogle vilde oplevelser. Snart kommer der en update fra ham.