Cille blogger efter tur til Flakfortet: Man græder da ikke over en båd - eller hvad?

Så er vi i gang! Og årets første weekendtur bød på et gensyn med vores Bianca 420, Johanna. Johanna, som har været vores hjem i 2,5 år og som har bragt os sikkert frem og tilbage over Atlanterhavet. Johanna, som var vores bådbabys første hjem og den båd, hvor vi opdagede, at vi godt måtte tage tiden tilbage.

Der er altid noget højtideligt ved årets første sejltur. Vi planlægger, provianterer og får alt udstyr frem fra gemmerne. Vi snakker om, hvad vi har savnet mest og hvor vi gerne vil sejle hen. Og så lander vi der på båden med en amputeret familie, fordi de to største for længst er blevet trætte af at være så tæt på os og så langt væk fra deres venner.

Det er sådan det er, og det har vi vænnet os til. Vi holder vejret og frygter lidt den dag, hvor 13-årige Liva heller ikke gider med mere. Den dag er vist lige om hjørnet …

Men bådbabyen elsker livet ombord, nærheden og at alle er så tæt på, at han aldrig er i tvivl om, hvor han kan finde hjælp eller en legekammerat.

Heldigvis valgte vi Flakfortet og mødte Johanna

Når vi så er landet på båden og alle er nogenlunde på plads, så er dagen nærmest gået og vi kan enten vælge at blive i vores hjemhavn, tage en natsejlads eller et kort stræk og fortsætte næste morgen.

Heldigvis valgte vi på denne første tur at sejle til Flakfortet. En kort tur på ca 5 sømil. Fint vejr og højt humør og en bådbaby som overhovedet ikke blev søsyg.

Da vi sejler ind i havnen, får vi øje på en Bianca 420. Og alle ombord holder vejret. For os er en Bianca 420 for altid billedet på eventyr, på tryghed og en muliggørelse af eventyret. Skipper får sagt: “Er det ikke Johanna?”. Men ingen af os tror helt på det, indtil vi kommer tæt på og ser det fine navn, som de nye ejere har valgt at beholde, fordi alt andet ville være mærkeligt - også for dem.

Vi er meget begejstrede og mine følelser går amok over at se Johanna ligge lige der. Godt nok med andre mennesker ombord, men hun er der. Jeg har ikke set hende, siden vi tog afsked med hende i 2019 og vinkede hende ud af havnen med tårer i øjnene.

Man græder da ikke over en båd - eller hvad?

Hvis nogen havde fortalt mig, at jeg en dag ville græde over at se min gamle båd ligge i en havn, så ville jeg have grinet og været overbevist om, at det ville være løgn.

Men nu står jeg her ved Flakfortet og får sat en rutschebane af følelser i gang. Helt klart alt for mange følelser, hvis du spørger min 13-årige og det er lige før hun nægter at gå med over og hilse på besætningen ombord på Johanna, bare fordi hun er virkelig bange for, om jeg laver en scene.

Det gør jeg. Altså laver en mindre scene. I hvert fald ifølge min datter. Men de nye ejere er meget forstående og inviterer os ombord. De er fulde af omsorg og er så fine i den måde, de tager imod os. De får ovenikøbet sagt: “Når I er her ombord, så føles det mere som jeres båd end som vores.”

Vi ser de små streger på masten, hvor vi har målt vores børn undervejs i de to år, vi havde dem helt tæt på. Vi ser kahytten, som Sylles første mange måneder udspillede sig i, cockpittet hvor alt foregik, dækket hvor Liva dansede og lavede gymnastik og badeplatformen, hvor jeg flygtede ud, når familien og den tykke gravide mave blev for meget.

Bagefter var det helt okay. Johanna er ikke vores hjem mere og hun ejes nu af helt skønne mennesker, som godt forstår vigtigheden i at have valgt tiden og bruge den ombord på lige præcis denne Bianca 420.

Tilbage på vores egen mindre Hallberg Rassy, Humle, lander vi i følelserne og jeg sender billeder til drengene derhjemme, som overhovedet ikke deler begejstringen …man skulle nok have været der.

Kurs mod stilhed og ikke fyldte havne

Vores sommer er skudt i gang på den fineste måde. Vi er blevet mindet om, at de valg vi tager har betydning og at en båd kan sætte gang i de minder.

Da vi sejlede væk fra Flakfortet og forbi Johanna, var vi klar til at opleve i vores Humle og vi satte kursen mod Sverige og nye eventyr.

Det blev i øvrigt en helt fantastisk weekend, hvor vi oplevede nye destinationer og fik et nyt yndlingssted, som var helt anderledes end de propfyldte havne, som vi ellers tit ender i her i forsommeren, hvor alle er helt vilde for at komme ud på havet. Det sted holder vi for os selv …

Sidste års oplevelser lærte os, at Hven ikke er noget for os i de mindre ferier i maj og juni, kan du læse om her

Og det er jo så heldigt, at der er noget for enhver smag derude på havet.

Cille