Gå til hoved-indhold
Tur
Sissel og Leonora arbejder på fuld tryk sammen med det københavnske bådværft for at blive klar til jordomsejling i juli 2023. Privatfoto

Leonora og Sissels 21 år gamle Beneteau 50 nærmer sig topform før jordomrejse til juli

Nye stærke bundstokke, vandtanke, mange lag Hempel primer og bundmaling og nye solceller er på vej på de to kommende jordomsejleres båd, der er på værft før den skal i vandet ultimo april.

Af Troels Lykke |

SÅ kære båd, nu skal du snart tilbage i vandet.. sådan skriver Leonora Vallentin og Sissel Therkildsen på deres facebook-side Drømme i sigte. De har deres meget omtalte Beneteau 50 på Jacob Jensens Bådeværft i København.

De 24-årige sejlere fortæller om deres båd, som de sejler ud i verden med den 9. juli i Tuborg Havn:

Tiden går stærkt i de her dage, og det er så vanvittigt dejligt at kunne se lyset for enden af tunnellen, og mærke at vi snart er på vej.

Jakob Jensens Bådeværft er officielt færdig med at laminere innerliner, og der er nu tilføjet 45 mm glasfiber direkte til skroget.

Før hen var inner lineren et hulrum som kun var limet fast langs siderne, og det var her problemet havde opstået da lineren ikke længere sad fast de få steder hvor den egentlig skulle det. Nu er der ingen tvivl om at vi har en båd der er langt stærkere end den var da den kom ud af Beneteau’s værft for 21 år siden.

Vandtanke og bundstokkene bygges op igen

De dygtigeste og sejeste mennesker er nu i krig med at rekonstruere vores vandtanke og bygge bundstokkene op igen, og hver dag bliver vi bekræftet i at det var den rigtige beslutning at lande på netop det værft.

I mellemtiden roder vi med de ting vi nu engang kan indtil båden igen er samlet. Hele otte lag Hempel Light Primer (vi tænker den er vandtæt nu) og nu også et lag Hempel Silic One Tiecoat er lagt på. Nu mangler vi faktisk kun to lag Hempel Silic One, og så er de fleste af bådens kvadratmeter under vandlinjen pakket godt ind.

Vi prøver også at forberede vores el-installation så meget som muligt så vi er top klar til at gå i krig med det, så snart båden kommer udenfor og vi igen kan bevæge os rundt nede om læ.

Nu også med solpaneler

Sissel har hentet solpaneler (2x 407 watt) til targabøjlen og targabøjlen er blevet pillet af igen for at få svejset beslag og blive elektropoleret.

Det hjælper at solen står lidt højere på himlen og aftenerne bliver lysere. Det hjælper rigtig meget at sommerfuglene i maven og glæden til afgang vender tilbage efter en tid hvor det var svært at forestille sig at afgang er lige rundt om hjørnet.

Der 417 ting tilbage på to-do listen endnu, men vi tager et lille skridt hver dag, og lige pludselig er vi der, siger de to sejlere.

Leonora Vallentin fortæller til minbaad.dk at de to veninder håber på at deres Beneteau kommer i vandet i slutningen af april og starten af maj, før de sejler ud i verden den 9. juli.

content-loader
content-loader
content-loader