Gå til hoved-indhold
Tur
Nicolas og Bifrost lå Camaret sur-Mer i en måned. Foto: Bertil Konow
Tur
Foto: Bertil Konow

Nicolas er på solo-sejltur mod Middelhavet - har lært taknemmelighed - nu er han i Spanien på 45 fods sejlbåd

Den 55-årige københavner Nicolas Bødker er på sin første langtur med sin følgesvend "Bifrost", en 45 fods sejlbåd designet af Arne Borghegn. Nicolas nåede at ligge i Camaret-sur-Mer i en måned og ventede på godt vejr, så han kunne krydse Biscayen. Den 21. november lykkedes det endelig.

Af Anna Brinch |

Med børnene på efterskole og den ældste flyttet hjemmefra, var timingen ideel. Nicolas diskuterede beslutningen med sin familie og arbejde, sagde jobbet op og smed fortøjningerne fra sin 45 fods stålbåd, der vejer 18 tons.

Rejsen er blevet sat til at vare et år, men hvem der tæller, er ikke så vigtigt. Han kan vende hjem før tid, til tiden eller måske så sejler han videre… 

Hvad der fik ham til at tage denne rejse netop nu, spørger vi ham om i telefonen. 

Han fortæller følgende: Jeg har fået mange spørgsmål om netop dette. De spørger, hvad jeg skal finde eller opleve på sejlturen, og jeg har ikke kunnet sætte fingeren på én specifik årsag. 

Men som en ven sagde til mig: "Nicolas, det er jo derfor, du skal af sted." "Du skal finde ud af, hvorfor du er af sted."

Vil teste sig selv 

Sejlturen handler også om at teste sig selv. Nicolas vil finde ud af, hvad han kan klare og fortæller videre: 

- Det er også grunden til, at jeg tidligere var i forsvaret. Jeg ønskede at udfordre mig selv og være mere end blot en rekrut. Jeg har rejst meget i mit liv, men det har altid været i forbindelse med mit arbejde. Så jeg har besøgt mange steder, men har ikke følt at jeg rigtigt har oplevet dem. 

Efter mange års arbejde indså Nicolas at det hverken er vigtigt for ham at have en stor bil eller et stort hus. Det vigtigste er at lave noget, der giver ham værdi, som at være sammen med sine børn og at hjælpe andre mennesker.

Tiden var der pludselig

Tidspunktet passede pludselig, da Nicolas' børn startede på efterskole, og hans ældste barn flyttede hjemmefra. Han drøftede naturligvis planerne med dem og deres mor, der heldigvis alle var enige i, at han skulle sejle af sted. 

Til sidst var det kun arbejdet, der holdt Nicolas tilbage i Danmark. 

- Efter en samtale med mit arbejde om mine planer, sagde jeg op. De sagde dog til mig, at der eventuelt vil være mulighed for en stilling, når jeg vender tilbage, forklarer Nicolas i telefonen og fortsætter med at fortælle om sine tanker for turen:

Solo sejlads var aldrig planen

- Jeg har de sidste par år sejlet en del solo, men ikke som nu. Jeg nyder dog tiden alene fordi jeg hele tiden skal være opmærksom på at holde antennerne ude. Når man rejser som gruppe, så oplever man det hele sammen, men jeg skal finde oplevelserne selv. 

I starten havde Nicolas tre besætningsmedlemmer med om bord, men nu er han alene. 

- Det var ikke et decideret mål, at sejle solo, men nu er jeg alene. Der kommer måske en som skal med over Biscayen, men det er ikke sikkert. Jeg kan ikke sige, hvornår jeg sejler af sted og kun med meget kort varsel. Jeg ved først, hvornår jeg er afsted, når jeg er derude. 

Nicolas ser det som en sund udfordring, at planerne bliver lagt løbende og ikke med det samme. Han er selv en person som normalt kan lide at planlægge, men livet som langturssejler byder på andre udfordringer. 

- Hvad har du lært om dig selv i løbet af de seneste måneder, som du ikke vidste før?

- Jeg har lært taknemmelighed. I sidste ende går alt op i en højere enhed, så jeg kan gøre de ting, jeg ønsker. Ja, få dage inde i turen måtte jeg erkende at planlægning var umulig. Jeg har sidenhen accepteret, at man er underlagt kræfter, der er stærkere end én selv. 

Man kan ende i alvorlige situationer, hvor man bliver nødt til at træffe beslutninger på stedet uden at kunne vente på den perfekte løsning. Nicolas har også lært at være åben for uforudsete hjælp fra andre, hvilket også beriger rejsen.

Nicolas erkender, at hans planer ikke altid går som forventet, men han forsøger alligevel at få noget positivt ud af dem. 

Nye venner i Camaret-Sur Mer 

- Selvom Bifrost og jeg ikke har sejlet så langt som planlagt, så har jeg haft fornøjelsen af at møde sejlervenner, som Gustav og Bertil på S/Y Sabbat og andre sejlere, der skal over Biscayen. Selvom planerne forandrer sig, kan det ende med at være bedre end før, fortæller han også i telefonen. 

Denne sejltur handler ikke om destinationen, men om oplevelserne undervejs. 

Der har været udfordringer undervejs 

På turen har der været forskellige episoder, der skulle håndteres. En af de alvorlige, var da Nicolas og hans gast mistede styringen på båden under kraftige bølger og vind ud for Rotterdam. 

- Vi havde en spændende oplevelse foran Rotterdam med 22 m/s og høje bølger. Vi mister styringen midt i sejlrenden ud for Europas travleste havn. Vi kan intet og vi vælter rundt på grund af bølgerne. Der kaldte vi selvfølgelig efter hjælp og der var jeg lykkelig for at sikkerheden var i orden, forklarer han. 

-Har du et godt råd til andre som også vil afsted, solo eller ej? 

- Ja… lad være med at gøre det samme! griner han over telefonen og fortsætter:  Det har været hårdt for mig, fordi der hele tiden har været noget nyt at handle på. Men på rejsen har der været masser af uventet hjælp fra andre. Det med at række ud, det er der intet farligt i og det har virket godt. Det gør også rejsen endnu federe, fordi alle der hjælper også bliver en del af rejsen, afslutter Nicolas med.

Hans bedste råd at komme af sted uden at vente på, at alt er perfekt. Sikkerhed er vigtigt, men når den er på plads, er der ingen grund til at vente. 

Det er bedre at være ude og sige "Det var ikke noget for mig" end at være hjemme og tænke "Det kunne have været fedt, hvis jeg var af sted".

Ankommet til Spanien

Efter interviewet med Nicolas Bødker åbnede et vejrvindue sig i Biscayen. Sejleren og hans bror drog afsted fra Camaret-sur-Mer d. 21 november og nu er Bifrost langt om længe ankommet til A Coruña. I en tekstbesked beskriver han sejlturen: 

"Vi lagde ud med rimelig kraftig halvvind og 4 m bølger de første 12 timer. Så blev det niiiiiice: agten for tværs og surfede på bølgerne hele vejen til den spanske kyst, som vi fik i sigte efter kun to døgn.  Sejlføringen var et rebet storsejl og en lille smule forsejl. 

Lidt tættere på kysten, hvor havbunden går fra 5 km til 200 m på meget kort tid, skulle vi lige en tur gennem vaskemaskinen, og programmet var sat på hurtigvask!

Vi rebede forsejlet ind til et lommetørklæde, men 6 m høje bølger, der af og til brækkede ind over skibet, og en solid gust var mere end Bifrosts gamle forsejl kunne klare. Det blev revet i stymper og stykker, og vi fortsatte på storsejl alene. Det var også rigeligt!

Efter vi havde sluttet af med en grundig centrifugering, blev der helt stille. Ingen vind og små bløde dønninger. De sidste 4 timer ind mod A Coruña blev for motor, og vi kunne hænge lidt til tørre. Så alt fra god solid atlanterhavssejlads over den rene champagnesejlads til et bevis på, hvor lumsk Biscayen kan være. " 

content-loader
content-loader
content-loader