Gå til hoved-indhold
Havne
Henriette Stage nyder sejlturene i sin Shipman 28 - også selvom båden langtfra er den smukkeste i havnen. Foto: Henriette Stage

Sejler efter debat om nedslidte både i havnene: Min båd er ikke smuk, men vi bruger den flittigt – er det OK?

Nedslidte eller forladte både optager pladser i de danske havne - men man kan godt sejle med grønne alger på dækket. Det mener Shipman 28-ejer, Henriette Stage, der hellere trækker redningsvesten end arbejdstrøjen over hovedet.

Af Sara Sulkjær Hansen |

De ledige havnepladser er for få og antallet af algebeklædte, nedslidte både i landets havne for mange.

En holdning, som går igen hos flere sejlere i den aktuelle debat, der i øjeblikket florerer på Minbaad.dk og andre platforme.

Men skal en lystbåd absolut være flot? Sådan spørger Shipman 28-sejler, Henriette Stage fra Vestsjælland.

- Det er ikke et behov

At kaste fortøjningerne og stævne ud på små hverdagseventyr ligger højt på den kvindelige sejlers prioriteringsliste. Til gengæld er sæbe, kost og algerens gemt længere væk i kistebænken:  

- Det er ikke et behov for mig, at min båd skal være den smukkeste i havnen, og det er den bestemt heller ikke, forklarer sejleren ærligt på Facebooksiden ’Tursejlads og Sejlsport’ i et skriv, som Minbaad.dk har fået lov at bringe.

På dækket af den svenskbyggede kølbåd fra 1978 kan ses grønne algespor. Algespor, som sjældent spottes på nabobåden:

- Den (vores båd, red.) har lidt alger på dækket, men vi bruger den flittigt. Jeg har så heller ingen intention om, at den skal være lige så fin som naboens, understreger Henriette Stage.

Et fristed uafhængigt af udseendet

Til gengæld forlader Shipman 28'eren ofte havnepladsen for at begive sig mod freden, stilhed og de mange oplevelser, der venter på den anden side af havnehullet:

- For mig handler det om at skabe et afbræk i hverdagen, som kan være præget af travlhed. Her er vores lille sejlskib et dejligt fristed, og dette er egentlig uafhængigt udseendet, forklarer den kvindelige sejler og uddyber:

- Min båd er ikke så smuk, men grundlaget for at have den er en kærlighed til havet, frihed og hygge. Er det mon ikke også ok?, spørger bådejeren.

Hvad mener du? Giv gerne dit besyv med i debatten. Send blot en mail til journalist Sara Sulkjær Hansen på sara@minbaad.dk. Vi ser frem til at høre fra dig.

content-loader
content-loader
content-loader