Signe i Florida i kraftig vind: Stadig ikke muligt at sejle nordpå

Vi havde håbet, at vi kunne sejle direkte fra Bahamas til Chesapeake Bay, en tur på omkring 600 sømil, men kraftige vinde fra nord blev ved med at spænde ben for vores planer. På Bahamas havde vi henvendt os til en weather router, Chris Parker, som vi også brugte over Atlanten.

Vi havde et par vejrmeldinger til gode, og han har tidligere guidet os ind og ud af Golfstrømmen med stor succes. Hans forudsigelser var dog ikke videre opmuntrende, så efter at have ventet de første 14 dage på et vejrvindue - og med udsigt til at vente 14 dage mere - besluttede vi os i stedet for at sejle til Florida.

Den livsfarlige Golfstrøm

Planen var at søge højt op på kysten af Florida og vente der, ind til vi fik bedre vejr, men de nordlige vinde trak langt sydpå, og man skal helst undgå at ende i Golfstrømmen i en nordlig vind - og især i en kraftig nordlig vind. Vi mødte en gang en sejler på Bermuda, der var sejlet fra New York og var endt i Golfstrømmen i netop en kraftig vind fra nord. Han fortalte, at det havde været som at sejle i en vaskemaskine, og de havde flere gang rullet hele vejen rundt, både sidelæns og med stævnen først.

Båden havde selvsagt været fyldt med vand, og de to unge gaster, han havde med, havde spurgt ham, om han troede, de skulle dø. Det gjorde de heldigvis ikke, men gad vide, om de nogensinde er kommet ud at sejle igen. Den chance ville vi ikke tage, så vi søgte syd om lavtrykket og sigtede mod Stuart. 

Begivenhedsløs tur

Mellem Bahamas og Florida er Golfstrømmen knap 40 sømil bred, og den løber under almindelige forhold omkring 2,5 knob mod nord. Holder man en kurs på 90 grader vest, vil man uundgåeligt ende længere mod nord end ens tilsigtede kurs.

Hvor meget afhænger selvfølgelig af, hvor hurtigt man sejler, og deraf hvor længe man opholder sig i Golfstrømmen. Inden vi forlod Bahamas havde vi søgt mod syd, så vi kunne krydse Golfstrømmen sydøst for vores destination, og en vindstille eftermiddag lagde vi Bahamas bag os og fik en udramatisk tur for motor til Florida med kun lidt lyn- og tordenvejr i horisonten. 

Indklarering i USA

Når man sejler til USA har man brug for et B1/B2 visum. Tidligere skulle man også bruge et, når man sejlede til de tidligere Danskvestindiske Øer og Puerto Rico, men det er ændret, så man i dag kan sejle ind på ESTA, som gælder i to år.

Siden vi sidst sejlede i USA, har U.S. Customs and Border Protection udviklet en app, CBP ROAM. Den kan selvfølgelig kun bruges, hvis man har internet, men har man det, er det ret smart. Jeg downloadede appen på vej fra Charlotte Amalie til Culebra, den østligste ø i Puerto Rico, og indtastede oplysninger om båden og os.

Herefter ansøgte jeg om at sejle til Puerto Rico, og app’en viste, at den ventede på, at en medarbejder ville se på min ansøgning. Efter lidt ventetid ringede telefonen, og en medarbejder stillede mig nogle spørgsmål. Jeg blev dog lidt overrasket, da hun sagde, at hun ville starte et videoopkald, da hun gerne ville se bådens papirer og vores pas. På dette tidspunkt var jeg topløs, så jeg måtte sige til hende, at jeg først skulle have tøj på. Det tog hun nu meget pænt. 

Nem indklarering

Få minutter efter videoopkaldet var gået i gang, blæste det selvfølgelig op. Ting faldt ned, og jeg havde temmelig mange problemer med at holde telefonen med den ene hånd, finde pas og papirer frem med den anden - og samtidig forsøge at holde fast.

Det hele lykkedes til sidst, og fordi vi havde fået vores pas stemplet i St, John, og vi har B1/B2 visa til USA og dermed tilladelse til at blive i USA i 6 måneder, behøvede vi ikke at møde op på customs-kontoret i Puerto Rico.

Det var virkelig nemt! Helt så nemt var det ikke i Stuart, men det var en noget nemmere proces at indklarere denne gang, hvor de havde alle oplysninger i forvejen. Samtidig var der for et par år siden åbnet et Customs-kontor ved Stuart lufthavn (hvor Tiger Woods i øvrigt har sit privatfly stående), så vi skulle ikke en gang ud at køre langt for at tjekke ind. 

Stadig i Stuart

Det er snart 14 dage siden, at vi ankom til Stuart, og vi har stadig ikke haft mulighed for at sejle nordpå. Vi kan sejle ad ICW, Intracoastal Waterway, men det betyder flere ugers motorsejlads og venten på broåbninger, og det er vi ikke særlig motiveret for.

Vi har tidligere sejlet fra Norfolk i Virginia til Florida ad ICW, og især jeg syntes, at det var en rigtig god oplevelse. Men som et sejler-vennepar sagde en gang: “Det var godt, men vi gør det ikke igen.” Vi har det i hvert fald begge sådan, at hvis vi skal nordpå, så skal det være en direkte tur i Atlanterhavet, og det ser ikke ud som om, det kan lade sig gøre lige foreløbig. 

Hvad gør vi nu? 

Spørgsmålet er så, hvad vi gør nu? Det er ikke optimalt at blive i Florida. For det første er det orkan-territorie, hvilket i sig selv er skræmmende. Desuden har jeg læst, at det ikke er usædvanligt med vindstød op til 22 m/s i forbindelse med deres daglige thunder storms. Vi har heldigvis ikke oplevet vindstyrker i nærheden af de højder, men regn- og tordenvejr er ikke usædvanligt. Samtidig er det varmt og fugtigt.

Forleden dag sagde jeg til en Uber chauffør, at Florida-varmen tog livet af mig. Klokken var ni om formiddagen, og sveden løb af mig. “Virkelig?”, svarede han. “Det er jo ikke en gang varmt endnu!” Lige nu ser vi derfor tiden an. I august tager vi hjem til Danmark i en periode, og når vi kommer retur, vil vi sejle tilbage til Florida, så det er jo nærliggende bare at blive her - men nu må vi se, om vi tør! 

Signe