Brasilien: Sambamusik og festligt optog skyder ungdommens VM i gang - syv danskere er med
Flag og grin steg til tops ved den flotte åbningsceremoni, der indleder årets verdensmesterskab for de unge sejlere. Syv danskere dyster i fem discipliner.
Flag, trommer og glade, unge mennesker. Det brasilianske ungdoms-VM er skudt i gang med et brag af en fest, da deltagerne fra hele verden mødtes til den officielle åbningsceremoni.
En ceremoni, hvor deltagerne gruppevis marcherer i nationalfarverne med landeflaget hævet, præcis som det ses ved de olympiske lege. Også de syv danske ungdomssejlere, der er på startlinjen ved verdensmesterskabet, tog med klaphatte og Dannebrogs-flag del i optoget.
Håber på top-5
Det er 52. gang, at verdens bedste ungdomssejlere dyster mod hinanden i det storstilede stævne, der har banet vejen for professionelle verdensstjerner som Martine Grael og Blair Tuke.
Om de danske atleter kan gøre stjernerne kunsten efter, må tiden vise. Ét er sikkert: De glæder sig:
– Vores målsætning for YWSC (VM, red.) er at yde vores bedste, så vi forhåbentlig kan levere en top 5-placering. Vi har aldrig været i Brasilien før, så derfor er vi meget spændte og glæder os til at deltage, forklarer 29er-sejlerne Anne Haubjerg og Katja Visby Svendsen til Sailing Aarhus og uddyber:
- Det er svært at præcist forudse, hvordan det vil gå, da det er noget helt andet end de store internationale stævner, vi ellers sejler. Der er også nogle helt andre vejrforhold i Brasilien, hvor der er vind og store bølger, som vi ikke har så meget af, når vi træner på Aarhusbugten.
10.000 kroner ekstra fra Finn Beton-fonden
Netop de aarhusianske sejlere har fået en ekstra håndsrækning forud for verdensmesterskabet, der skydes i gang på den anden side af Atlanten.
10.000 kroner har 29er-pigerne samt aarhusianerne Rasmus Blakskjær, Nicklas Holt og Mads Wegener hver modtaget i støtte fra Finn Beton-fonden. En støtte, der har hjulpet sejlerne på ved mod samba-landet.
Ungdommens verdensmesterskab sejles frem til den 16. december. Læs mere om stævnet her og se den flotte video fra åbningsceremonien øverst i artiklen.
De danske ungdomssejlere ved VM:
ILCA6 - female:
Annelie Friis Jensen
ILCA6 - male:
Mads Wegener
29er - male/mixed:
Nicklas Holt og Bertram Olsen
29er - female:
Anne Haubjerg og Katja Visby Svendsen
Windsurf - male:
Rasmus Blakskjær
Se hele deltagerlisten her.
Kilder: Youth Sailing World Championships og Sailing Aarhus