Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Her befinder den danske robåd sig, midt på Atlanterhavet efter 17 dages roning.
Kort Nyt

Rorarm på kvindebåd ødelagt efter 17 dage på Atlanterhavet - skadede ny båd for at redde kvinderne

Camilla, Marie og Anne-Marie, Rowmodels, er på vej i robåd over Atlanterhavet: rorarmen gik i stykker halvvejs. Den 12. december begav de tre Københavner-kvinder sig ud på den cirka 50 dage lange rotur fra La Gomera til Antigua. Cille taler med holdets presseansvarlige.

 

Af Cille Rosentoft |

De tre københavnere deltager i The Talisker Whisky Atlantic Challenge 2022. Nu er de kommet cirka halvvejs - men ikke uden udfordringer undervejs. For hvad gør man, hvis rorarmen går i stykker 17 dage efter afgang og der er hav til alle sider. Minbaads journalist Cille Rosentoft har fået en update fra Rowmodels’ presseansvarlige Sanni Wulff Hansen.

Den 12. december havde Camilla, Marie og Anne-Marie afgang fra La Gomera. De tog hul på deres ca 5000 km lange rotur til Antigua. En tur der indtil videre har budt på 25 døgn ombord. 25 døgn hvor alt foregår i deres lille robåd. Alle måltider, toiletbesøg, kriser og glæder opleves sammen og intenst.

Vi har talt med Rowmodels’ presseansvarlige, Sanni Wulff Hansen, som er i løbende kontakt med dem og derfor kan give en update fra de tre kvinder på havet.

Netop passeret halvvejsmærket

Camilla Tvernø, Marie Adserballe og Anne-Marie Feilberg har netop passeret halvvejsmærket i distance, men på havet er distance og tid ikke det samme. Så der er endnu ikke sikre bud på en ETA for Rowmodels. Status ombord er dog, at de alle tre er ved godt mod og de har på trods af et uheld og 48 timers uvished for drivanker stadig en enorm kampgejst og de tager både vejrmæssige og mentale udfordringer i stiv arm.

Kursen er sat mod Antigua og det er ikke en mulighed at vende om. De tre kvinders selvtillid og tro på, at de kan klare alle de udfordringer, der kommer, vokser i takt med tiden. For uanset hvor stærkt et hold de har herhjemme, er det dem, der skal udføre reparationer, det er dem der mister modet og skal finde det igen og dem der lever så tæt ombord på en lille båd på et meget stort hav. Det er tre seje kvinder, der kommer i mål på Antigua i februar efter at have tilbagelagt 5000 km i en lille robåd.

- De har en gennemsnitstid på 50 sømil på et døgn, men alt kan ændre sig. Vind, vejr og strøm skal behandles anderledes på en robåd i forhold til på en sejlbåd. Vejrprognoser og blandt andet Lasses (Red.: Wulff) erfaring gør, at pigerne har slået en sydlig kurs tidligt i racet, forklarer Sanni og fortsætter: Det er en af de store overvejelser, man sidder med inden man starter. Gør moder natur som den plejer? afslutter Sanni.

Moder natur er der stor grund til at have stor respekt for og derfor følges alt nøje hjemmefra. En anden deltagende båd (som er den eneste af sin type), er gået ud af racet, da den ikke rettede sig op efter mødet med en bølge. Besætningen gik i deres redningsflåde og endte med at blive reddet af et fragtskib.

Sanni informerer om, at dette ikke ville kunne ske med Rowmodels’ båd, da den i tilfælde af at den kæntrede, ville rette sig op igen. Derudover har alle kvinderne ombord livliner på og alle sikkerhedsforanstaltninger er gennemgået både hjemmefra og ved afgang fra La Gomera.

En særligt samarbejde på afstand

Mens de tre kvinder opholder sig i ca 50 dage på Atlanterhavet i en lille robåd, er der et helt team omkring dem, hvis verden drejer sig om team Rowmodels. Dette team har fulgt kvinderne inden og hjulpet til med, at de var klar både fysisk og mentalt, men de er i ligeså høj grad med lige nu, hvor alt træningen skal stå sin prøve.

 - Supporten er forskellig for alle hold, der deltager i racet, fortæller Sanni Wulff Hansen og fortsætter: Pigerne (red.: Camilla, Marie og Anne-Marie) har os med hele vejen og sammen er vi et super stærkt team.  Vi har alle én eller flere funktioner og vi ved, hvornår vi skal træde til. Når der opstår en krise eller er bekymringer om vejret, er det Stefan (red.: Vilner) der er i kontakt med dem. Hvis der opstår en krise med båden, er ting der går i stykker eller er brug for sparring omkring mad eller medicin, skal de tre piger have fat på sikkerhedschefen for racet, men de ved også, at de altid har Lasse, som kan guide dem i den rigtige retning. Det kan være vigtige beskeder, som de jo godt selv ved, men som kan være rart at vende med andre, fordi de er så isolerede derude. Det kan være simple beskeder som: “Du skal spise mad nu. Det er en god idé at hvile jer. Stol på vejrstrategien. Hop ud af båden og få renset skroget.” Beslutninger som pigerne sagtens ville kunne nå frem til selv, men det er vigtigt, at de kan mærke, at vi er et team hele vejen, afslutter Sanni.

Det er også familierne der er heltene

Teamet består af Lasse Wulff Hansen, som har roet over Atlanterhavet tre gange og derfor ved mere om ocean-roning end næsten alle andre.

Stefan Vilner er teamets mentaltræner og vejrstrateg. Han har haft samme funktion, de gange Lasse Wulff Hansen har roet over Atlanterhavet og trækker derfor også på sin store erfaring.

Sanni Wulff Hansen, som udover at være gift med Lasse Wulff Hansen og derfor ved, hvordan det er at være “den derhjemme”, også kommunikerer med Camilla, Marie og Anne-Marie om det data, der kommer hjem.

Lasse og Sanni får ofte besøg af ro-kvindernes familier, som har det tilfælles, at de er herhjemme og følger Rowmodels mindste bevægelse. For Sanni og Lasse er det vigtigt at skabe et rum for familierne, der kan være med til at bidrage til, at de kan mødes og holde sammen.

- Det er også dem, der er heltene, udtrykker Sanni og hun ved, hvad hun snakker om, for hun har været nærmeste pårørende hver gang Lasse har sat kursen mod Caribien og sammenlagt har tilbragt 141 dage på havet og roet 15.031 på hans tre ture over Atlanterhavet.

En ødelagt rorarm midt på Atlanterhavet

Uanset hvor meget man forbereder sig og hvor meget erfaring det stærke team bag Rowmodels har, kan man ikke gardere sig mod uheld og udfordringer. Med sig ombord har alle roere udstyr og reservedele til at kunne reparere de mest almindelige skader og ødelæggelser. De har hjemmefra trænet, hvordan de reparerer og fikser udstyret. Men de kan ikke have reservedele med til hele båden og kan derfor risikere at stå med en ødelæggelse, som der ikke er en oplagt og umiddelbar løsning på. Det har Rowmodels lige opdaget efter ca 17 dages roning.

- Den del der holder roret på plads flækkede på tværs efter en belastende periode med vejr ind fra siden, fortæller Sanni: Det er ikke oplevet før, så det er ikke en reservedel, pigerne har taget med. Ingen både i racet har den del med, så det er en helt ny erfaring, at den del kan blive så belastet, at den knækker, forklarer Sanni.

Også i denne situation har det stærke team på båden og teamet herhjemme vist sig at være gode til at samarbejde. Det er nemlig lykkedes kvinderne at lave en reparation, der gør, at de kan fortsætte i løbet. Til sammenligning har en anden båd, der deltager i racet oplevet det samme brud på deres rorarm. Det lykkedes ikke denne båd at nå at få samlet stumperne og de tabte derfor roret ned i dybet. De ligger nu og venter på at nogle sejler forbi med et nyt setup, så de kan komme frem til Antigua.

En unik situation førte til reddet ror

- Når ikke det skete for Rowmodels, er det dels fordi situationen er helt unik for dem og dels fordi de var i stand til at handle hurtigt og holde fokus på udfordringen og løsningen, fortæller Sanni og fortsætter: Det som er helt unikt er, at vi har en robåd magen til her i Danmark. Den skal Lasse ro over Stillehavet i til sommer. Den er spritny og dejlig og nu har vi ødelagt den for at kunne finde frem til en løsning for pigernes rorarm.

- Da vi modtog opkaldet fra dem, gik det hurtigt. Lasse fik med det samme bekræftet dem i, at de skulle sikre sig roret, så de ikke tabte det og pigerne handlede hurtigt og viste sig også i denne situation, at være et fantastisk team. Episoden blev selvfølgelig meldt ind til Races-sikkerhedsteam, som kiggede på en løsning.

Det blev dog en kombination af nørderi på højeste niveau og Rowmodels evner til at handle, der gjorde at rorarmen blev reddet og at de nu kan fortsætte i racet mod Antigua. Lasse Wulff Hansen handlede nemlig hurtigt i samarbejde med blandt andet Anne-Maries mand, Toke og de tre kvinder ombord viste teamsamarbejde og holdt fokus.

Ødelagde ny båd for at redde kvinderne

- Lasse hentede båden i Roskilde roklub. Tog hjem og gik på en lille tænkepause og tog så tilbage og tog de dele ud, som det drejede sig om og tog dem med hjem i vores lille lejlighed, fortæller Sanni. Han ødelagde med andre ord vores nye båd på samme måde, som pigernes båd var ødelagt. Det er i sig selv en unik mulighed, da der er meget få af de både i verden og dem der er, er enten på vandet eller ved at blive bygget på en fabrik.

- Men vi havde én stående lige her, som gjorde det muligt i samarbejde med pigerne at udtænke en løsning, som de udførte ombord, siger Sanni med stor anerkendelse i stemmen over Camilla, Marie og Anne-Maries evne til at holde modet og fokus oppe i en presset situation på havet, hvor der skal handles hurtigt.

På baggrund af undersøgelser lavet hjemme på stuegulvet, en vurdering af hvad de havde med ombord og vigtige input fra kvinderne på havet om, hvad der var muligt ombord under de forhold, som kun de mærker på deres egne kroppe, blev der altså udtænkt en løsning, som Rowmodels udførte ombord og som indtil videre holder og forhåbentlig gør det hele vejen til Antigua.

Sanni har lavet en aftale med Camilla, Marie og Anne-Marie, om at behandle roret som deres Tamagotchi hele vejen til Antigua. Et navn, som pigerne fandt på, fordi roret ligesom en Tamagotchi skal have opmærksomhed, kærlighed og en masse hensyn.

Jeg synes, de er legender!!

Der er ingen tvivl at spore hos Sanni. Hun har efterhånden stået midt i mange Talisker races og været en del af forberedelsen, udførelsen og det efterfølgende forløb, hvor alt må opleves i et nyt lys.

- Det er som en stafet, vi giver videre og nu er den givet videre til Rowmodels, som løfter den så sejt.  Det er et megafedt eventyr at være med i. Det er super vigtigt at forberede sig. At have baglandet i orden og at have respekt for havet og hele processen.

De tre kvinder holder sammen og de gør det så godt. Den bedste roer er ikke altid eliteudøveren, den største muskelkrop eller en sejler igennem 25 år. Jeg synes de her tre kvinder er legender!

Du kan følge Rowmodels præcises koordinater, som opdateres hver fjerde time, her: YB Races

Vi tjekker selvfølgelig ind hos Rowmodels, når de er fremme i Antigua. Her skal vi høre om deres oplevelser på havet, om hvem man bliver til efter sådan en oplevelse og hvad der kommer efter en unik oplevelse som denne.

content-loader
content-loader
content-loader