Dårligt nyt fra Hesnæs: Havnen åbner ikke i 2024 - en regning på 12,4 millioner venter
Flere millioner skal havneejerne i Hesnæs grave frem for at trylle den ødelagte havn tilbage til fordums styrke. Derfor kan ingen sejlere benytte havnen næste år.
12,4 millioner kroner.
Så stor er den regning, der ligger tilbage i Hesnæs, efter at stormfloden i oktober aflagde havnen på Falster et visit. Beskeden fra Jannik Houmann, direktør for havnens ejer, Det Classenske Fideicommis, er derfor klar:
- Der vil ikke ske noget i 2024. Havnen vil være lukket til næste år, fortæller han til Folketidende.
Intet tilbage
I horisonten venter et omfattende arbejde. Et arbejde, der er vanskeligt at rejse for den mindre havn, der derfor er i dialog med kommunen:
- Hesnæs Havn er ikke en havn længere, den er jævnet med jorden. Asfalten er brudt op, molen er væk, og broerne er forsvundet ud i havet. Der ligger sejlbåde og motorbåde oppe på bredden, som er ødelagte.
- Der er intet tilbage af, hvad der var engang. Vores vandstandsmåler var installeret i et skur, men det stoppede med at måle ved 2,35 meter fredag nat, fordi det blev skyllet op på land, har Jannik Houmann tidligere forklaret til Minbaad.dk.
Reparation, genopbygning eller lukning
Uden midler må gæstesejlerne, der ifølge MarinaGuide gerne går i havn i Hesnæs, sejle forbi den hyggelige havn på næste års sommertogt:
- Den idylliske havn Hesnæs på Falster er let at anløbe fra Femern Bælt, og således godt besøgt af gæstesejlerne, påpeger MarinaGuide på deres hjemmeside.
Hvorvidt de ferieglade gæster fremover får mulighed for at stoppe op i Hesnæs er uvist. Således har Jannik Houmann tidligere fortalt til Folketidende, at ikke blot reparation og genopbygning af havnen er en mulighed.
Er midlerne ikke tilstede, kan en decideret lukning af havnen ligeledes komme på tale.
Kilder: Folketidende og MarinaGuide