Dansk SailGP-hold sigter efter forløsning i Spanien - se sejladser lørdag på TV 2 Play
Sehesteds Rockwool-hold forbereder sig på at kæmpe i den sidste europæiske event i sæson 4, der sejles ved Cádiz denne weekend. Holdet er opsat på at tage revanche efter sæsonens værste søndag i Taranto, Italien for få uger siden. OL-guldvinder Anne-Marie Rindom sejler med i Spanien.
Danskerne blev nummer syv til Rockwool Italy Sail Grand Prix i september efter en katastrofal andendag, hvor mangel på vind kostede dem dyrt. Det er holdets dårligste præstation i sæson 4.
Det danske holds skipper Nicolai Sehested mener, at præstationen på holdets "hjemmebaneevent” i Taranto ikke kun blev ramt af de frustrerende og udfordrende forhold, men også en fejl fra holdets side, som nu er blevet identificeret og rettet op på.
Vi var langsommere end de andre
- Vi havde lidt af en choksøndag i Taranto, og det ødelagde en ellers god første sejladsdag for os, hvilket er superfrustrerende. Manglen på vind hjalp ikke. Vi var også langsommere end de andre hold, hvilket er bekymrende. Det gode er, at vi nu ved, hvad vi gjorde forkert – og vi vil ikke gøre det igen.
- Det kostede os, hvilket er en skam i betragtning af Rockwools fantastiske støtte. I det mindste ser vi stadig godt ud i den samlede placering, og vi har lært meget, forklarer han i en pressemeddelelse.
Danskerne ligger nummer fire på den samlede rangliste og ser frem til en god weekend, hvor holdene runder af for den seks ugers hæsblæsende europæiske eventrække, der har budt på tre Sail Grand Prix'er.
- Vores mål var at afslutte denne del af sæsonen på bedste vis. Hvis vi kan komme i kontakt med podiepladserne i Cádiz, vil vi blive glade. 25% af sæsonens points fordeler sig på sejladserne i Frankrig, Italien og Spanien. Derfor var vi forberedte på, at denne fase kunne være knald eller fald for vores år.
- Vi ved, at vi på en god dag kan konkurrere med alle hold i SailGP. Vi arbejder hele tiden på at øge vores konsistens og forbedre vores bundniveau. Jeg tror, at vi stadig er lidt væk fra topholdene, når det kommer til det, men vi har ikke noget imod at være lidt under radaren og beholde vores plads på enhver tænkelig måde, siger Nicolai Sehested.
Rindom er med
Den danske OL-mester Anne-Marie Rindom kommer til at sejle i Spanien, når SailGP's banebrydende Women's Pathway Programme markerer sit toårs jubilæum.
- Både Katja og Anne-Marie gør et godt stykke arbejde hos os. Vi tog en anden vej end andre hold i SailGP, der roterer deres kvindelige talenter, da vi besluttede os for Katja og Anne-Marie tidligt og valgte at investere i dem for at fremskynde deres udvikling, påpeger skipper Sehested og tilføjer:
- De arbejder virkelig hårdt og samarbejder godt. Der er ingen stor præstations- eller stilforskel at mærke uanset, hvem af dem der er ombord, hvilket er en fantastisk situation at være i.
Besøg www.sailgp.com/watch eller se sejladserne på TV 2 Play fra Spain Sail Grand Prix. Sejladserne begynder kl. 15.30 lørdag.