Signe i Caribien: Erfaringer fra Atlanten - nyt cockpittelt var et hit og meget andet

Inden vi tog af sted, havde Henrik og jeg gjort os en del overvejelser om sejladsen over Atlanten. Vi ønskede især at sikre, at vi kom hurtigere til Caribien end første gang, hvor vi var 31 døgn undervejs, men vi ville også sikre, at vi fik en så god tur som muligt.

Derfor ventede vi bl.a. til januar for at få bedre vindforhold, og vi betalte for en weather router for at kunne udnytte vindforholdene optimalt. Vi sørgede desuden for at have ekstra diesel med, så vi kunne bruge motoren, skulle det blive nødvendigt.

Jeg tænkte dog, da vi fyldte de fire ekstra dunke op på dæk, at vi sikkert ikke ville få brug for dem - og det fik jeg også ret i, selvom det ikke var af de årsager, jeg på det tidspunkt troede.

I det følgende har jeg opsummeret vores erfaringer om bl.a. vind, vejr, sejl, kommunikation og mad - og så om den ting om bord, som nok betød allermest for, at denne tur blev væsentlig bedre end den første.

Vind og vejr

Sidste gang, vi krydsede Atlanten, sejlede vi fra Lanzarote i midten af november, og vi fik den gang al salgs vejr: Medvind, modvind, meget vind og ingen vind. Normalt er vinden mere stabil i januar, men vejret er åbenbart ikke længere, som det plejer, og da vi var lidt over halvvejs, ramte vi et stort vindstille område, som vi ikke kunne komme udenom.

Vejret var dog generelt bedre denne gang, og den første del af turen gik meget hurtigt. Allerede efter 12 døgn kunne vi holde halvvejsfest med en gennemsnitsfart på 5,4 knob, hvilket er et meget tilfredstillede niveau for Capibara.

Vi havde næsten heller ingen regn, og vi fik kun få squalls på de sidste dage af turen. Vi fortryder derfor ikke, at vi ventede til januar, selvom man selvfølgelig afkorter tiden i Caribien.

Weather routing

Vi er også glade for beslutningen om at bruge en weather router. Vi brugte amerikaneren Chris Parker, som vi har brugt tidligere, og han leverede præcise vejrmeldinger og en anbefalet kurs.

Beskederne indeholdt som regel en kort synopse om det generelle vejr i området og derefter vejrmeldinger for morgen og aften 5-7 dage frem med information om vindretning, vindstyrke, retning og højde på dønninger og bølger samt muligheden for squalls.

For os gav det en tryghed at vide, hvordan vejret blev, men måske endnu vigtigere var det rart, at vi ikke skulle tvivle på, hvorvidt vi sejlede på den rette kurs. Men det kræver selvfølgelig, at man stoler på sin weather router, når man bliver sendt ad omveje mod sin destination. Vi sejlede fx noget længere sydpå, end vi gjorde sidst.

Wing-wing og spilersejlads

I forhold til vores sidste tur var Henrik meget opsat på at få fart i båden denne gang. I løbet af dagen havde han så meget sejl oppe, som han syntes, at vi kunne, uden at det skulle blive et problem for mig, hvis han lå og sov, mens det blæste op.

Om natten sejlede vi mere konservativt, men stadig med en høj fart for øje. Når vi fik vinden ind direkte bagfra, sejlede vi med to forsejl: En lille genua på et inderforstag og den store genua skødet igennem spilerstagen. (Ifølge Henrik er denne sejlføring “A thing of beauty”).

Den store genua kunne vi nemt rebe, når det blæste op, eller der kom squalls. Samtidig hjalp det virkelig meget, at vi havde flyttet vægt tilbage i båden, så vi ikke dykkede med næsen i bølgerne.

I England havde Henrik desuden købt en brugt asymmetrisk spiler, som vi kunne bruge i lette vinde, hvilket vi manglede på sidste tur. Den blev vi meget glade for at have om bord, især da det viste sig, at vi ikke kunne bruge motoren. På de vindstille dage, kunne vi flytte os fremad med 2-3 knob, fremfor at ligge stille for blafrende sejl.

Motorstop og andre problemer

Første gang vi sejlede over Atlanten, havde vi ikke ekstra diesel med, og da tre ud af fire batterier kollapsede en uge ude, måtte vi gemme dieselen til at lade dette batteri.

Desuden var Henrik også meget opsat på at sejle over Atlanten, og han syntes, det var snyd, hvis man sejlede for motor. Til denne tur er han heldigvis blevet klogere, og vi fyldte helt op med diesel i Las Palmas. Udgangspunktet var, at denne gang ville vi ikke ligge stille!

Men da vi første gang fik brug for at starte motoren, begyndte den med jævne mellemrum at gå ned i omdrejninger for til sidst at gå ud. Dette gentog sig nogle gange, og til sidst kunne vi ikke starte den igen. Henrik skiftede filtrene, som var fyldt med, hvad der lignede sandkorn, men det hjalp kun et par timer, inden den gik ud igen.

Vi undersøgte dieselen, vi havde købt, og det så ud som om, der var vand i. Henrik fylder altid noget i dieselen, der slår dieselpest ned og opløser evt. vand, men måske var det en fejl denne gang, for vi tror, at der var så meget vand i dieselen, at vi ikke kunne bruge det. Så endnu en gang blev det en tur uden mulighed for motorsejlads i vindstille vejr, og det betød, at vi kom tre dage senere i land.

Humøret om bord

Humøret om bord led lidt under, at vi ikke kunne få motoren til at virke, og det gjorde os også lidt modløse, at vi i tre nætter i træk lå og drev mod øst (!) for strømmen. Men om dagen kunne vi sætte spileren, og i de dage havde vi høj solskin og fladt vand, så det var også nogle dejlige dage på havet.

Samtidig var vi allerede kommet langt, da den første del af turen var gået godt, og det hjalp også på det generelle humør. Vi var desuden bedre til at gå ned og sove, når vi var trætte, og jeg havde sørget for at have en masse håndarbejde med, som jeg kunne lave, mens jeg hørte lydbøger og podcasts.

For mig gjorde det godt, at jeg kunne være produktiv, mens jeg forsøgte at få tiden til at gå. Henrik fik også læst op på navigation med en sextant, men som skipper har han lidt mere at se til end jeg.

Søvn

Når vi sejler kystnært eller i farvande med meget skibstrafik, skiftes vi altid til at sidde vagt om natten. Vi sidder som regel 3-4 timer hver, men da vi var omkring nogle hundrede sømil vest for Cap Verde, begyndte vi at sove begge to om natten.

Den, der havde vagten gik op og kiggede ud ca. hver 45 min., og det fungerede egentlig godt - bortset fra den morgen, hvor alarmen ikke var gået i gang, og AIS alarmen ved en fejl var lydløs: Jeg stod op og 100 meter fra os var en anden sejlbåd!

Han var dog heldigvis lidt mere vågen, end vi var, og vi fik hilst på hinanden. Vi har dog talt om, at vi godt kunne tænke os en slingrekøje i cockpittet, så vi i stedet kan ligge der.

Der er lidt kortere vej til at se ud derfra, end når man ligger behageligt i salonen og skal slæbe sit trætte legeme op over slingrekøjens sider og op i cockpittet.

Kommunikation

Inden vi forlod Danmark i foråret, købte vi en Garmin Inreach, så vi kunne at sende og modtage beskeder, når vi ikke var i nærheden af land. Sidste gang havde vi en satellittelefon med over Atlanten, men den gik i stykker, og jeg synes egentlig, det fungerede væsentlig bedre at kunne skrive end at have muligheden for at ringe.

Hver dag sendte vi vores forældre en status, og jeg kunne også bede min mor om en opskrift på banankage uden æg eller forklaring på en strikkeopskrift. Man kan kun sende og modtage 160 tegn, hvilket selvfølgelig er lidt af en begrænsning, men vi havde valgt at have unlimited beskeder, så vi sendte bare flere beskeder af sted.

Det var hyggeligt med hilsner hjemmefra, og det var absolut pengene værd. Vi overvejer dog, om Starlink mon ikke kan erstatte vores Inreach til næste lange tur? Det er i hvert fald noget, der skal undersøges.

At sejle i et rally vs. at sejle selv

Første gang vi sejlede over Atlanten, deltog vi i Jimmy Cornell’s nye rally Atlantic Odyssey, og det vi den gang havde mest glæde af, var kommunikationen med de andre både på SSB-radioen. Det gjorde en forskel, og det savnede vi lidt denne gang.

Til gengæld mødte vi flere både på denne tur end den første, og flere af dem talte vi med på VHF-radioen. Jeg havde bl.a. en lang samtale med en spansk solosejler - som nok blev lidt længere af, at han talte dårlig engelsk, og jeg taler dårlig spansk - men på en mærkelig måde kommer disse samtaler til at betyde noget, selvom man ikke taler om noget særligt.

Ud over SSB-netværket har vi dog ikke savnet at være en del af et rally, men man lærer selvfølgelig mange mennesker at kende, og jeg vil heller ikke udelukke, at vi kunne finde på at deltage i et rally igen.

Mad og fisk

Jeg havde, inden vi tog af sted, lavet 28 retter til fryseren, som var nemme at varme og tilberede. Det havde jeg også gjort sidste gang, og det fungerede godt.

Samtidig havde jeg sørget for, at alt det, vi havde brug for, var let tilgængeligt, så jeg ikke skulle lede efter pasta, ris eller peanutbutter i kistebænkene. Modsat tidligere havde vi også undgået at købe alt for meget slik og søde sager. (Eller dvs. at jeg havde købt noget, men det nåede vi at spise, inden vi tog af sted).

Vi løb derfor ret hurtigt tør, men det var faktisk OK. Jeg ville dog gerne have haft noget med, så jeg en gang imellem kunne have bagt en kage eller nogle muffins. Jeg bagte boller, hvilket var ren luksus, men jeg løb desværre tør for mel, så det skal vi have mere med af næste gang.

Fisk havde vi heller ikke det store held med, så det var godt, at vi ikke havde indregnet det i madplanen. En enkelt lille fisk var det eneste vi fik på krogen ud over tang.

Det sidste, men måske vigtigste

Hvis der er en ting, vi har ændret til denne tur, som måske betød allermest for at denne tur blev bedre end det første, så var det mit nye cockpittelt. Fordi vinden næsten altid kommer bagfra, sidder man aldrig i læ, og det er meget trættende.

Men på denne tur kunne vi sidde i læ og stadig være udenfor. Vi havde ikke brug for varme jakker om natten, og vi kunne næsten glemme, hvor vi var, når vi sad og læste, hørte lydbog eller så en film under teltet.

Samtidig var det rart, at det ikke fyldte hele cockpittet, så vi kunne kigge ud uden for teltet eller sidde ude på de gode dage. Der er nogle modifikationer, jeg skal have lavet, men det kan virkelig anbefales at tænke i at kunne skabe læ på en lang tur som denne.

En bedre tur end sidst

Alt i alt havde vi en bedre tur end sidst. Det var skuffende, at vi ikke kunne bruge vores motor, og at vi gik fra at have en gennemsnitsfart på 5,4 knob til 4,6 knob over de knap 3100 sømil, vi sejlede i alt.

Men generelt var vi bedre indstillet på turen, som måske skyldes vores erfaring fra tidligere eller måske vores forberedelser. Vi føler os i hvert fald med denne tur under bæltet godt forberedt på det næste lange stræk - men også glade for, at det ikke er nært forestående.

Signe