Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
- Jeg vågner relativt tit om natten og tænker på den færge, der kom imod os. Vi var så tæt på at miste livet, siger Martin Barnkob. Privatfoto

Samsøfærgen med 26 knob i tåge var tæt på at ramme sejler - politiet har ikke tid til sagen

27. juli 2021 var L23-sejler Martin Barnkob og hans kone tæt på at miste livet, da deres sejlbåd i tæt tåge var få meter fra at kollidere med Samsøfærgen Lilleøre. Martin Barnkob er ved at miste troen på, at Østjyllands Politi når at efterforske sagen, inden den falder for forældelsesfristen.

 

Af Troels Lykke |

Søfartsstyrelsen har meldt sagen til politiet, der har oprettet en sag. Men Martin Barnkob er ved at miste troen på, at Østjyllands Politi når at efterforske sagen, inden den falder for forældelsesfristen, der er på to år.

Sagen ligger i afdelingen for "Særlige sager" på politistationen i Randers, men den er endnu ikke tildelt til en efterforsker.

"Det er desværre en af de sager, der ligger i vores bunke heromme. Når vi kommer til sagen, vil du blive ringet op, og der vil blive lavet en afhøring af dig. Det er simpelthen et spørgsmål om ressourcer lige nu", lød forklaringen fra politiet til Martin Barnkob, da han ringede til dem.

Det skriver Aarhus Stiftstidende

Tæt på at miste livet

Sagen er ellers alvorlig nok. Tilsyneladende blev flere søvejsregler brudt.

På trods af, at der var stærkt reduceret sigtbarhed på grund af tæt tåge, sejlede færgen med høj hastighed og - ifølge en passager ombord på færgen - uden at udsende tågesignaler.

"Vanvids-sejlads", kalder Martin Barnkob det.

- Jeg vågner relativt tit om natten og tænker på den færge, der kom imod os. Vi var så tæt på at miste livet, siger L23-sejleren.

Men det er åbenbart ikke nok til at få politiet til at prioritere sagen særlig højt.

- Jeg fik ikke det indtryk, at sagen var under behandling. De ville ikke udelukke, det kunne nås, inden den blev forældet. Men der kommer hele tiden nye sager ind, der er vigtigere, siger Martin Barnkob.

Sagen bliver forældet til sommer, når der er gået to år.

Kilde. Aarhus Stiftstidende

content-loader
content-loader
content-loader