Stilhed efter stormen Pia og 164 cm forhøjet vandstand i Holbæk - Malene og manden blev om bord

Det er dejligt det er overstået, og det er dejligt at det gik så godt som det gjorde.

Som de fleste sejlere har vi holdt ekstra øje med vejrudsigterne de sidste par dage, og denne gang har vi også kigget nøje på prognoserne for vandstanden, for vi bor på vores båd, der ligger i Holbæk, som skulle være det sted i Danmark hvor stormen Pia ville ramme hårdest.

Sidst det blæste kraftigt, talte vi om at sejle ud og kaste anker, hvis en storm som den der er ved at blæse af, skulle komme forbi.

Den plan viste sig ikke at kunne bruges ved stormen Pia, for der var nogle aftaler i land der skulle passes, og ingen af os var trygge ved tanken om at sejle i gummibåd for at komme i land under stormen. Derfor valgte vi at blive i havnen, og håbe på at det kunne lade sig gøre at få hverdagen til at fungere på trods af de udfordringer den øgede vandstand førte med sig.

En af de ting vi forudså ville blive en udfordring, var at fenderne ikke ville kunne holde os fra broen. Derfor var vi glade for at have fået monteret de fenderlister, vi købte, da vandet steg kraftigt for nogle uger siden, og fenderne hang langs skibssiden et stykke over vandlinjen. Dem var vi glade for, da prognoserne om den forhøjede vandstand kom.

En anden udfordring vi forudså var, om fortøjningerne ville kunne blive på de pæle vi ligger fortøjet ved. Vi er så heldige at ligge langskibs ved en østvendt bro på vores vinterplads, der ligger længst inde i havnen, men ville gerne være vel fortøjet mod vindsiden, når blæsevejret rigtigt fik fat, for ikke at presse for meget mod broen.

Derfor lagde vi nogle ekstra fortøjninger omkring den del af pælene der er under broen. Det viste sig at være en god beslutning, da vandet på et tidspunkt nåede op over pælene i den ene ende af båden, I den anden ende var vi på et tidspunkt ved at skubbe fortøjningerne af naboens båd, da vores fortøjning, der lå under deres, blev skubbet helt op i toppen af pælen.

Den fortøjning kunne vi heldigvis slække på, fordi min mand havde pustet gummibåden op og var sejlet hen til den næste pæl, og havde fortøjet til den, så vi fik et langt lavt træk, der holdt fortøjningerne i den ende af båden på plads.

Vores havnefoged havde varslet at der ville blive slukket for strømmen, så vi havde hentet generatoren og en ekstra dunk benzin, som vi blev glade for at have ombord, da strømmen på batterierne på et tidspunkt var ved at være godt nede.

Derudover var båden fyldt godt op med vand og proviant, da vi torsdag eftermiddag gik ombord efter arbejde.

Det gik stærkt da vandet kom
Torsdag aften så vi at vandet ville stige 40 cm. fra vi gik i seng til vi skulle op og på arbejde næste morgen. Derfor var det sidste vi gjorde inden vi gik på køjen, at forlænge fortøjningerne, så båden kunne hæve sig en halv meter uden det ville volde problemer.

Da vi stod op fredag morgen, var broen ikke kommet under vand endnu, men det kom den i løbet af de få minutter der gik mens min mand lavede morgenkaffe. Vi blev enige om at det nok var en god ide at han gik tur med hunden inden vandet steg for meget.

Det var det, for mens han iførte sig sine waders, steg vandet så meget at det ville være kommet over kanten på gummistøvlerne hvis han havde valgt at tage dem på i stedet.

Hunden blev løftet ned til ham på broen, og var glad da den fik fast jord under fødderne. Den bryder sig heller ikke om kraftig blæst og regn, men affinder sig lige som resten af besætningen med at det er en del af pakken, når man bor på en båd.

Da min mand ved otte-tiden tog afsted fra båden igen, denne gang for at køre på arbejde, kunne man ikke længere se broen. Det var fascinerende at se hvordan vandet steg og molerne forsvandt. Jeg arbejdede hjemmefra, og kunne derfor følge med fra første parket – og sende billeder der viste hvordan vi lå i forhold til bro og pæle til min mand, der ikke har samme mulighed som mig for at arbejde hjemmefra.

Hvordan var det?
Det var hårdt, og det var fascinerende. Det krævede en del forberedelse, og selvom vi har prøvet det før, gik der lidt tid før vi accepterede at vi måtte indordne os under vejret, og lave om på de planer vi (måske) havde kunnet holde os til hvis vi havde boet på land.

Men det var også fascinerende. Mens uvejret rasede var vi, som ofte før, fascinerede over at se naturens kræfter tæt på, som man kan når man er på en båd.

Det hårde bestod ikke i de kraftige vindstød, der fik båden til at krænge. Det var heller ikke hårdt at gå ude i blæsten og justere på fortøjningerne i takt med at vandstanden steg og faldt.

Det var også til at have med at gøre, at spare på strømmen, så vi ikke skulle høre på generatoren alt for længe, da batterierne var ved at være tomme. Men det tærede på kræfterne at forholde sig til alle advarslerne, og til den frygt for en kommende katastrofe der blandt andet blev blæst op i medierne.

Heldigvis har vi en god genbo, der har prøvet at være ombord på sin båd under vejrforhold der var ligesom dem stormen Pia kunne præstere.

Han kunne midt i virvaret af advarsler minde os om, at den varslede vandstand ikke var værre end at man kunne komme i land iført waders. Han fortalte os også om hvilke forberedelser og tanker han havde gjort sig, og kunne på den måde berolige os med at det vi havde planer om ikke var helt skævt.

Det var dejligt, for jeg var blevet bange og bekymret. Det er heldigvis sjældent det sker, men i dagene op til stormen, blev følelserne forstærket i takt med at der i nyhederne og de velmenende beskeder fra havnefogeden og kommunen blev pisket en stemning op.

Der skulle mange kopper kaffe og en del dybe vejrtrækninger til, før jeg (med hjælp fra andre erfarne sejlere) fik forvisset mig selv om at det vi havde gjort, som vi har lært på sejlerskolen og af andre erfarne sejlere om at forberede båden når der er kraftigt vejr på vej, var godt nok.

Og det viste sig heldigvis at det var godt nok. Det eneste der skete på vores båd var at det dækken jeg har syet til roret var røget af. Heldigvis var det stadig ombord, da jeg torsdag nat var oppe for at se om alt var som det skulle være.

Hele natten nød vi at der ikke var nogle ubehagelige lyde, når vi halvt i søvne lyttede efter om alt var ok. På et tidspunkt om aftenen inden vi gik i seng, faldt den ene bom ud af sin holder, og vi blev mindet om at det kun var blevet ved snakken at få den sat ordentlig fast. Derudover var der ingen ubehagelige lyde eller oplevelser hos os.

Herligt at arbejde hjemmefra
Det var også dejligt at jeg kunne arbejde hjemmefra om fredagen, for vi ville have været kede af at være taget fra båden, så vi ikke havde kunnet gøre noget, hvis der skulle opstå en farlig situation.

Havde det ikke været muligt at arbejde hjemmefra, havde jeg nok taget en pose med tørt tøj med om morgenen, som jeg kunne tage på i klubhuset eller på havnens toilet.

Vi har nemlig kun et sæt waders, og ved ikke hvem af vores venner der eventuelt ville kunne have lånt os nogle. Der var ekstra travlt på mit arbejde på grund af årsafslutningen, så jeg ville have været meget ked af at lade være med at tage på arbejde, og var glad for at det kunne klares hjemmefra.

Så kunne jeg nemlig justere fortøjningerne løbende, og koncentrere mig om arbejdet, vel vidende at båden havde det godt. Min mand arbejder på et værksted ikke langt fra marinaen, og selvom de har travlt i øjeblikket, ville han have kunnet tage hjem i løbet af kort tid, hvis det var blevet nødvendigt. Det blev det heldigvis ikke.

Vi bliver boende på båden
Ja, det har været mere bøvlet end det plejer at være, at bo på båden, og ja, forberedelser og overvejelser har fyldt meget i tankerne de sidste par dage, men nej, det var ikke et problem at være ombord under stormen.

Så meget steg vandet ikke at det blev rigtig farligt, , dog 164 centimeter over daglig vande

Og så kraftig var vinden ikke at det ikke var til at holde ud at være ombord (på vores båd – jeg er opmærksom på at mindre og lettere både har danset noget mere rundt end vores gjorde).

Vi er blevet en oplevelse rigere, har fundet ud af at det vi lærte om at sikre båden da vi var nye sejlere stadig holder, og at forberedelse er guld værd.

Lørdag morgen mødtes jeg med nogle af de andre fra havnen for at hjælpe med at udbedre skaderne. De var heldigvis minimale, og jeg håber at jeg næste gang vil være bedre til at slå koldt vand i blodet, når der varsles vildt vejr, så jeg bedre kan nyde det i stedet for at frygte hvad der måske kan ske.

God jul og godt nytår
Malene